Skadedyr indtager rastepladser: Nu søsættes hemmeligt våben
Nu sættes der målrettet ind mod skadedyrene. På en noget alternativ måde.
Vejdirektoratet allierer sig nu med bevingede forstærkninger i forsøget på at bekæmpe rotter på rastepladser på Fyn og i det østjyske. Nyheden er annonceret i en pressemeddelelse.
Det er et problem med rotter på rastepladser ved motorvejsnettet, derfor sættes er nu målrettet ind mod skadedyrene.
Nærmere bestemt er det tårnfalke og natugler, der skal hjælpe med at holde rotterne væk. (I galleriet over artiklen kan du se, hvor kasserne bliver sat op).
– Vi har i de senere år haft problemer med rotter ved visse rastepladser i det østjyske. Derudover er der andre rastepladser, hvor rotterene tidligere har været – og hvor vi frygter, at de vender tilbage. Vi kæmper en hård kamp mod disse skadedyr, og nu aktiverer vi altså også naturens egne våben imod dem i form af nogle af vores mest kendte rovfugle, oplyser biolog Niels Krogh Kristensen fra Vejdirektoratet.
Kasser til fuglene
Helt praktisk foregår det ved, at Vejdirektoratet opsætter kasser til natugler og tårnfalke på ti udvalgte rastepladser. Kasserne bliver foret med hø, så de er attraktive for rovfuglene. Og det er Vejdirektoratets forhåbning, at tårnfalkene og natuglerne vil indrette bolig i kasserne og derfra jage de rotter, der måtte befinde sig i nærområdet.
Derudover fortsætter Vejdirektoratet i øvrigt også med sin sædvanlige rottebekæmpelse på rastepladserne. Dette sker blandt andet ved hjælp af bokse, som der kan udlægges gift i, hvis der opdages rotter eller mus på stedet.
Rottesikre skraldespande
Vejdirektoratet udskifter også samtlige skraldespande til rottesikre modeller og fjerner tætte beplantninger med tjørn eller slåenbuske, så rotterne ikke kan gemme sig, ligesom rottegange i bevaringsværdig beplantning sprænges eller ødelægges på anden vis.
– Tårnfalkene og natuglerne skal ses som et supplement til vores normale kamp mod skadedyrene. Vi håber dog, at rovfuglene har en god effekt, for det er altid bedre at bruge naturens egne våben end at bekæmpe dyr med udlæggelse af gift, forklarer Niels Krogh.
Rotter på rastepladser – og i biler
3. marts kunne Newsbreak.dk fortælle, at landets værksteder lige nu har travlt med at reparere biler, som er blevet ødelagte af rotter. Det skyldes det kolde vejr, som får rotterne til at søge ind i varmen i motorrummet. Det skriver TV2 Fyn.
En rundringning, som autobutler.dk, en online formidler af værkstedsopgaver, har foretaget, viser, at 102 mekanikere lige nu har biler på værkstedet, som er blevet angrebet af rotter eller mus, som bider kabler og ledninger over.
Hos Margaardvejens Autoservice i Nørre Aaby havde de torsdag så slemt et tilfælde, at en kun fire år gammel bil måtte sendes til skrot.
– Rotten havde boet i bilen. Den havde skidt og pisset overalt i bilen, og det er giftigt. Så det ville kræve helt nye bundmåtter og sædebetræk. Alt indtræk skulle skiftes. Bare dét ville løbe op i 80-90.000 kroner, fortæller automekaniker Kenneth Olsen.
Kilde: Tv2 Fyn