Sjældne dyr stjålet: Koster 20.000 kr. pr. styk
Tre meget sjældne skildpadder er blevet stjålet fra Randers Regnskov midt i åbningstiden.
Der ventede medarbejderne ved Randers Regnskov en ubehagelig overraskelse, da de søndag klokken 17 var igang med at lukke parken.
Der manglede nemlig tre af parkens otte uhyre sjældne burmesiske stjerneskildpadder.
Det fortæller dyrepasser Kristian Sørensen til Newsbreak.dk.
– Det ser ud til, at de har sparket til det rustfrie stålnet, der er ind til skildpadderne, og så da gitteret slipper rammen, har de kunnet få en hånd ind og snuppe de nærmeste skildpadder. Det er sket midt i åbningstiden, så det er ret grotesk og helt forfærdeligt, siger Kristian Sørensen.
20.000 kroner per styk
Det er nogle både meget sjældne og dyre skildpadder, tyvene er sluppet afsted med.
– Man taler jo tit om, at kæmpepandaen er utroligt sjælden – men de her skildpadder var indtil for ganske nyligt 10 gange så sjældne som kæmpepandaen. Så de er fuldstændigt uerstattelige, og skildpadderne er meget vigtige for vores avlsprogram, siger Kristian Sørensen, der anslår, at padderne er 20.ooo kroner værd per styk.
– Ja, altså hvis man overhovedet kan lykkes med at få fat i nogen, som han siger.
Kan ikke sælges
Selvom det kan lyde som en stor gevinst for tyveknægtene, skal de dog ikke gøre sig forhåbninger om at få skildpadderne afsat, mener dyrepasseren.
– De er umulige at sælge, hvis man ikke kan fremvise officielle papirer på dem. Det er også derfor, vi opfordrer tyvene kraftigt til at levere dem tilbage, for jeg tror ikke på, de kan få dem solgt, siger Kristian Sørensen.
Det har også fået parken til at tilbyde tyvene frit lejde.
– Vi vil bare meget gerne have dem tilbage, og vi vil hellere tilbyde frit lejde end at risikere, at de bare slipper skildpadderne ud i det fri, eller gør noget værre. Vi har politianmeldt tyveriet, men vi vil ikke involvere politiet, hvis vi kan få skildpadderne tilbage i live, siger Kristian Sørensen.
I galleriet ovenfor kan du se, hvordan en burmesisk stjerneskildpadde ser ud.