Sjælden hval fundet død på dansk strand
En hvalart, der ikke før er set i Danmark, er fundet strandet ved Lakolk på Rømø. Den skal obduceres mandag.
Strandgæster på Rømø fandt fredag middag en næbhval af arten småhovedet hval, der lå strandet ved Lakolk.
Artiklen fortsætter under videoen
Næbhvaler er en af de familier af tandhvaler, som man ved mindst om i Danmark. Derfor har fundet fået opmærksomhed fra blandt andre Charlotte Thøstesen, der er biolog ved Fiskeri- og Søfartsmuseet.
– Det er et meget specielt fund. Hvaler af denne art er aldrig set i Danmark før, så det er et meget sjældent syn, siger hun.
Hvalen er omkring seks meter lang, og det afslører, at den er en voksen hval.
Obduceres mandag
Naturstyrelsen har hjulpet med at flytte næbhvalen til Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg. Her skal den være weekenden over, inden den efter planen bliver obduceret mandag.
Grunden til, at hvalen først skal obduceres efter weekenden, er, at der blandt andet skal tilkaldes fagfolk til at hjælpe.
– For at kunne obducere sådan et dyr skal dyrlæger, konservatorer og biologer være inde over.
– Derudover er der alt det praktiske. Vi skal for eksempel finde ud af, hvad vi skal gøre med det overskydende kød. Det må man ikke bare komme i en affaldsspand, siger Charlotte Thøstesen.
Skal finde årsagen
I forbindelse med obduktionen håber hun, at det lykkes at blive klogere på hvalarten generelt samt finde ud af, hvorfor lige denne strandede på Rømø.
Det kan der nemlig være mange årsager til.
– Når hvaler strander, kan det være på grund af for eksempel sygdom, alderdom, påsejling af skibe eller bifangede hvaler.
– Kaskelothvaler strander nogle gange langs den jyske vestkyst, og det er en hval, der forvilder sig ind i Nordsøen og ind på det lave vand i Vadehavet, hvor de ikke kan navigere. Så kan de strande af den grund, siger Charlotte Thøstesen.
Kønnet på hvalen kendes fredag aften endnu ikke.