Sitatungaer giver den gas på lørdag

Foto: Odense Zoo.
Offentliggjort Sidst opdateret

På lørdag giver sitatungaerne den fuld gas på savannen i Odense Zoo.

For første gang efter en lang vinter i stalden, lukkes de ud på græs. Og det gør de med manér. Sitatungaerne fejrer forårets komme med en adfærd, som man også kan opleve, når køerne sættes på græs. De adrætte dyr springer, hopper og løber ud i deres anlæg.

Når gemytterne har lagt sig, er det som regel tid til en tot saftig græs og måske en lille tur i vandet.

Oplev det med egne øjne

Gæster kan selv se de forårsglade sitatungaer i Odense Zoo. Dyrene lukkes ud på lørdag klokken 12. Det kan opleves ved sitatungaernes anlæg, ved siden af zebraerne.

Det vrimler med dyreunger

Udover at opleve sitatungaer på savannen vrimler det i øjeblikket med dyreunger i Odense Zoo. Gæster kan blandt andet se unger hos giraffer, kænguruer, dværggeder, makakaber, kattalemurer og kameler.

Powered by Labrador CMS