Sisto overrasket over landsholdsudtagelse
Pione Sisto sad for blot få måneder siden ude i FC Midtjyllands træningscentre, hvor det 20-årige kæmpetalent, der i efteråret vandt blev kåret til Superligaens bedste spiller, kæmpede for at komme tilbage fra en skadet lægmuskel.
I weekendens guldkamp mod FCK fik den mørke knægt fra Tjørring så endelig comeback, hvor han med en assist og et perlemål så godt som sparkede guldmedaljerne hjem til Herning.
Og timingen kunne ikke være bedre. For tirsdag aften ringede et udenlandsk nummer til Pione Sisto. Det var Morten Olsen.
»Det var faktisk Morten, der ringede til mig. Det var ikke til at tro i starten, men jeg var virkelig glad, da han ringede,« siger han til fcm.dk.
Pione Sisto blev på onsdagens pressemøde råbt op som én af de 22 landsholdspillere, der skal spille EM-kvalifikationskamp mod Serbien i juni.
»Det var helt vildt. Det er en drengedrøm, der er gået i opfyldelse. Det har altid været et kæmpe ønske for mig at komme til at spille for landsholdet, og at det så nu er A-landsholdet, kan ikke være større,« siger han.
Pione Sisto fik uofficel debut på det danske U21-landshold, da han under en træningslejr i Tyrkiet kom ind mod Dinamo Bukarest og scorede hattrick.
»Det er gået rigtig stærkt. Jeg glæder mig til alt. Til at vise mig frem og få muligheden for at vise, hvad jeg kan på højeste niveau. Og jeg glæder mig til at spille med rigtig gode fodboldspillere. Jeg ser frem til at være en del af det,« siger han.