Sirenerne hyler: En stor del af danskerne hører ingenting
Traditionen tro hyler sirenerne den første onsdag i maj klokken 12. I år er ingen undtagelse.
Sirenerne hyler, og hvad skal der så ske?
Den første onsdag er traditionen tro store test-dag for advarselssirenerne i Danmark, og onsdag 3. maj 2017 er ingen undtagelse, men rent faktisk er det – trods test og hyletone – ikke alle danskere, der overhovedet kan høre sirenerne, der varsler død, fare eller ødelæggelse.
Beredskabsstyrelsens Center for Krisekommunikation oplyser i en pressemeddelelse, at det faktisk kun er 80 procent af Danmark, der er dækket af sirenernes hylen. Men hvad så med resten?
Brænder det en dag for alvor på, så er der den aftale, at politiet rykker ud med mobile højttalere og viderebringer alarmen. På den måde kan dækningsområdet aktivt udvides, hvis der pludselig er brug for det.
Desuden har døve og hørehæmmede mulighed for at tilmelde sig en sms-service, der udsender en sms med info om hændelsen. Sms-systemet testes også på “Store Hyledag”, som første onsdag i maj traditionelt kaldes. Det samme gælder smartphone-app’en Mobilvarsling. Den er et godt alternativ, hvis du nu bor, hvor sirenerne ikke når ud.
Sirenerne hyler: Derfor testes de
Rundt om på tage og store bygninger er sirenerne strategisk placeret, så de når videst muligt ud, og som nævnt er det et værktøj til at advare befolkningen.
– Sirenerne er det helt store håndtag til at advare befolkningen, og vi skal sikre os, at sirenerne virker. Vi skal også sikre os, at folk ved, hvad de skal gøre, hvis sirenerne hyler, så derfor tester vi systemet på Store Hyledag, siger Lars Aabjerg Pedersen fra Center for Krisekommunikation i en pressemeddelelse.
Når varslingssignalet lyder, skal man gå indenfor, lukke døre og vinduer og slukke ventilationsanlæg og her efter afvente information fra Danmarks Radio eller på fjernsynet (DR eller TV2).
Signalerne kan bruges både landsdækkende og lokalt. Det er derfor, der nogle gange lyder en hylen ved eksempelvis storbrande med giftig røg.
Men der er en vigtig ting, du ikke skal gøre – hverken på Store Hyledag eller hvis det er alvor.
– Man skal ikke ringe 112. Man skal kun ringe 112, når der akut er fare på færde, og man har brug for eksempelvis ambulancen, brandvæsnet eller politiet. Ringer man for at spørge, hvorfor sirenerne hyler, kan man blokere for livsvigtige opkald til alarmcentralen, siger Lars Aabjerg Pedersen.
Sådan lyder det
Under testen onsdag klokken 12 lyder der tre signaler:
Varslingssignalet består af en tone, som stiger hurtigt og falder langsomt. Tonen lyder fire gange, og signalet varer i alt 45 sekunder.
Efter cirka tre minutter gentages varslingssignalet.
Efter yderligere tre minutter afgives et afvarslingssignal, som betyder, at faren er drevet over. Afvarslingssignalet består af én lang, ensartet tone, som varer 45 sekunder.
Afprøvningen af sirenerne med fuld lyd sker hvert år den første onsdag i maj. Foruden den årlige test afprøves sirenerne hver nat året rundt uden lyd.