Silkeborg udspiller heldige Vejle

Peter Sørensens Silkeborg IF tog i dag endnu en vigtig sejr i 1. division. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Silkeborg havde chancer til en stor sejr over Vejle, der var heldig med at slippe med et 1-3-nederlag.

Fodboldklubben Silkeborg ser ud til at have fundet storformen, kort tid før 1. division går på vinterpause.

Lørdag vandt cheftræner Peter Sørensens mandskab 3-1 ude over Vejle, så Silkeborg har vundet fire af de seneste fem ligakampe.

Det skete efter en særdeles underholdende kamp med mange chancer.

Martin Thomsen bragte det gæstende mandskab foran 1-0 efter knapt 20 minutter, da han på flot vis sendte et frispark i nettet.

I anden halvleg sørgede Vejle-målmand Kristian Fæste for at holde sit hold inde i kampen, da han leverede flere flotte redninger.

Målmanden kunne dog ikke gøre noget, da Emil Scheel efter en times spil trak sig fri i venstre side og scorede med et diagonalt skud.

Diego Edmundsson

Joan Simun Edmundsson leverede en seværdig reducering 13 minutter før tid, da han med smarte træk, som var Diego Maradona værdige, driblede sig igennem til 1-2-scoringen.

Vejle kunne dog intet indvende mod Silkeborgs sejr, ikke mindst efter at gæsterne to gange ramte opstanderen kort før tid ved Sammy Skytte og Andreas Albers.

Til sidst lykkedes det for 18-årige Sammy Skytte at slå sejren fast.

Silkeborg rykker med sejren op på femtepladsen med 27 point for 17 kampe.

Vejle er nummer fire med 30 point, dog for 19 kampe.

Mens Vejle har spillet færdig for i år, mangler Silkeborg fortsat at møde AC Horsens hjemme. Den kamp bliver spillet på torsdag.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS