Silkeborg deler med FC Nordsjælland i intenst opgør
Selv om Silkeborg kom tilbage og var foran, kunne holdet ikke tage tre point imod FC Nordsjælland.
FC Nordsjælland satte en lille kæp i det ellers velfungerende Silkeborg-maskineri, da de to hold spillede 2-2 i fredagens opgør i Alka Superligaen.
Hjemmeholdet Silkeborg dominerede i starten af kampen, men fik en mavepuster, da Nordsjællands Godsway Donyoh sparkede gæsterne i front.
Silkeborg fik udlignet kort inden pausen, og dette momentum gjorde, at de også kom i front i anden halvleg.
Desværre for hjemmeholdet fik gæsterne udlignet til 2-2 i slutminutterne.
Med fredagens uafgjorte resultat har FC Nordsjælland på niendepladsen 12 point for 12 kampe.
Silkeborg ligger på en øjeblikkelig 12.-plads med 11 point i ligeså mange kampe.
Scoring efter fem minutter
Hos Silkeborg var Emil Scheel valgt i stedet for Nicolaj Agger i forhold til sidste kamp. FC Nordsjælland stillede til start med de samme 11, som vandt 3-0 over Esbjerg.
Det uændrede Nordsjælland-hold havde ikke bolden meget i starten, men det forhindrede dem ikke i at angribe.
Efter fem minutter modtog Godsway Donyoh bolden efter en hurtig omstilling, og han lagde den køligt ind til 1-0.
Silkeborg havde ikke mange chancer i første halvleg, men kort inden pausen fik hjemmeholdet et hjørnespark, hvor Emil Scheel kom højest. 1-1 efter 45 minutter.
Silkeborg i front
Efter 67 minutters spil kom indskiftede Andreas Albers fri på venstresiden. Han fandt en fri Nicklas Helenius, som sparkede Silkeborg i front.
Et kvarter senere svarede gæsterne og Marcus Ingvartsen igen, da han fik udlignet til 2-2 otte minutter før tid.
/ritzau/