Sikrer sig overlevelse ved 1-1
Horsens og Vendsyssel spillede 1-1. Dermed er Horsens at finde i Superligaen igen i næste sæson.
Jublen kan bryde ud i Horsens, som med et 1-1-resultat mod Vendsyssel i returopgøret i nedrykningsplayoff har sikret sig en ny sæson i Superligaen på trods af en sløj forårssæson.
Horsens kom til kampen med et godt udgangspunkt, efter at holdet slog Vendsyssel med 1-0 på udebane i det første opgør. Dermed vinder Horsens samlet 2-1.
Vendsyssel skal derimod ud i to opgør mod nummer tre fra 1. division, som findes i næste weekend.
Første halvleg var en lige affære, hvor Vendsyssel startede bedst, men som halvlegen skred frem, satte hjemmeholdet sig på kampen.
Efter 29 minutter fik Vendsyssel en god mulighed for at bringe sig foran, da kantspilleren Jon Thorsteinsson fik et frispark i en god position. Islændingens frispark gik dog over mål.
Efter 35 minutter var der fare på færde i den anden ende, da bolden havnede for fødderne af Horsens-kanten Michael Lumb. Han svigtede ikke og bragte hjemmeholdet foran med 1-0.
Scoringen betød, at Vendsyssel skulle op og score to gange, men udeholdet formåede ikke at komme tættere på det i første halvleg, som dermed sluttede 1-0 til Horsens.
Det var Horsens, som kom bedst ud til anden halvleg. Hjemmeholdet fik halvlegens første mulighed efter 50 minutter, men midtbanespilleren Hallur Hanssons afslutning blev reddet af Vendsyssel-målmand Nicolai Flø.
Otte minutter før tid sparkede forsvarsspilleren Søren Henriksen dog lidt spænding ind i opgøret, da han scorede til 1-1 på et flot langskud.
Der var dermed lagt op til en gyser i de sidste minutter, i og med at Vendsyssel manglede et mål for at gøre det onde ved Horsens.
Udeholdet lagde et massivt pres, men hjemmeholdet red stormen af og sikrede sig dermed en ny sæson i Superligaen.