Sikkerhedsstyrelsen advarer: Disse komfurer er livsfarlige
Der er målt et kulilteniveau på syv gange mere end det maksimalt acceptable.

Man skal ikke spøge med kulilteforgiftning. Kulilte er en gas der ikke lugter eller smager af noget. Den har ingen farve, og den virker ikke irriterende, hvis du er i nægheden af den. Til gengæld optages gassen hurtigt og effektivt gennem lungerne, og bliver du kulilteforgiftet, risikerer du at dø, skriver Sundhed.dk.
Derfor har Sikkerhedsstyrelsen udsendt en advarsel ejerne af et særligt gaskomfur, der har problemer med indreguleringen. Det betyder, at disse komfurer udsender for meget kulilte, hvilket i værste fald kan slå dem ihjel, der laver med på komfuret.
Det er gaskomfuret og gasovnen fra Gram af typen GKG 3600-90 B eller GKG 60-04 EXE B, der er problemer med. Sikkerhedsstyrelsen oplyser, at man ved, at der findes mindst 40 af disse komfurer i Københavnsområdet, men derudover er der en risiko for, at komfuret befinder sig på Frederiksberg og i Nordjylland.
Alt for høje kuliltetal
Det er kun i Storkøbenhavn og Aalborg, at man kan tilslutte et gaskomfur via bygas, men de omtalte komfurer kan reelt set godt tilsluttes via andre gasformer. Sikkerhedsstyrelsen har dog kun hørt om problemer med de omtalte komfurer tilsluttet bygas.
Med andre ord ved man ikke præcist, hvor mange berørte gaskomfurer, der findes i Danmark, men hos Sikkerhedsstyrelsen ved man, at der er tale om mindst 40. Distributionsselskabet, der tager sig af at distribuere komfuret i Danmark, har kontaktet tre tilfældige kunder og konstateret, at alle tre kunders komfurer havde det livsfarlige problem.
Ved den ene stikprøveundersøgelse var lejlighedens beboer i gang med at bruge ovnen, da teknikeren kom. Her blev der målt et kulilteniveau i ovnen på 7000 ppm (parts per million). Normalt er et kulilteniveau på 100 ppm acceptabelt, når et gasapparat lige er blevet installeret og indreguleret, skriver Sikkerhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Pressekonsulent ved Sikkerhedsstyrelsen Ninna Andreasen fortæller til Newsbreak.dk, at det maksimale kulilteniveau, man accepterer fra et sådan gasapparat, er 1000 ppm, og man har altså med andre ord målt syv gange så meget hos en tilfældig kunde.
Teknikeren anbefalerede beboeren på adressen at søge læge eller tage på skadestuen for at få målt kulilteniveauet i blodet.
Brug ikke ovnen
Sikkerhedsstyrelsen fraråder forbrugere mod at bruge ovnen, før den er blevet efterset af en ekspert. Kogeblusset kan stadig bruges, men ovnen skal være kold for nu. Har man et af de berørte produkter, vil man formentlig blive kontaktet af sit distributionsselskab, og alternativt kan man kontakte en autoriseret vvs-virksomhed, der vil sende en ekspert ud for at se på problemet.
Der er ikke fundet fejl på selve produktet, problemet skyldes helt og holdent fejlagtig indregulering, hvilket altså gør, at produktet kan være livsfarligt at bruge.