Sikkerhedshul hos dansk butikskæde: Kunder skal spærre kort

Hverken Bahne eller Nets har på nuværende tidspunkt konstateret kortmisbrug. Endnu er omfang af brist ukendt.

Omfanget af sikkerhedshullet er ukendt.
Offentliggjort Sidst opdateret

Et ukendt antal kunder kan have fået misbrugt deres betalingsoplysninger i forbindelse med nethandel hos bolig- og tøjkæden Bahne.

Det fremgår af en mail sendt til Bahnes kunder.

Selskabet bekræfter over for Ritzau, at der har været en sikkerhedsbrist fra 4. til 23. november 2018, hvor den store handelsdag black friday fandt sted.

Endnu kendes omfanget af sikkerhedshullet ikke, oplyser selskabet.

Bahne sælger tøj, brugskunst og mindre hvidevarer og har 19 forretninger landet over.

Webshop var nede

I en mail til Ritzau fortæller ejer Jacob Bahne Sørensen, at “så vidt vi er informeret, har hverken vi eller Nets konstateret kortmisbrug af nogen art”.

Ifølge Bahne har Nets informeret banker om sikkerhedsbristen.

I mailen til Bahnes kunder står:

– Vi må beklageligvis informere dig om, at vi har identificeret et sikkerhedshul på bahne.dk, som potentielt gør, at dine betalingsoplysninger kan være blevet misbrugt, står der i meddelelsen.

– På nuværende tidspunkt ved vi ikke med sikkerhed, om dine betalingsoplysninger er blevet misbrugt. Vi anbefaler for at være på den sikre side, at du tager kontakt til din bank, og får spærret dit betalingskort. Vi anbefaler endvidere, at du gennemgår dine transaktioner for mistænkelig aktivitet.

It-mediet Version 2 har tidligere skrevet, at Bahnes webshop var nede i tre timer 23. november på grund af et hackerangreb. Om der er en sammenhæng, vides ikke.

Hvis du vil spærre dit kort, kan du blandt andet gøre det hos Nets.

Powered by Labrador CMS