Sigtet for lovbrud en uge efter stramning

En uge efter at en skærpet straf trådte i kraft, er en mand sigtet for at affyre fyrværkeri mod politiet.

Politiet måtte søge dækning før anholdelsen. Genrefoto: Elo Christoffersen.
Offentliggjort Sidst opdateret

22-årig fængslet for at affyre fyrværkeri mod politiet

En 22-årig mand skal tilbringe julen og nytåret i fængslet, efter at han er blevet sigtet for at skyde fyrværkeri mod politiet tirsdag aften.

En dommer i Retten i Roskilde har onsdag besluttet, at den unge mand foreløbigt skal være varetægtsfængslet indtil 14. januar. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi på Twitter.

Manden er dog utilfreds med fængslingen og har kæret afgørelsen til landsretten.

Anholdt tirsdag aften

Den sigtede mand blev anholdt sent tirsdag aften, efter at politiet var blevet beskudt af bomberør ved Æblehaven i Roskilde og måtte søge dækning.

Manden bliver sigtet efter en paragraf om angreb med genstande mod personer i offentlig tjeneste. Straffen for det blev for en uge siden skærpet med en tredjedel.

Den 22-årige er dermed blandt de første – hvis ikke den første – der bliver sigtet efter strafskærpelsen.

Flere episoder

Der var tirsdag aften flere anmeldelser om fyrværkeri i Roskilde.

Især beboerne i området omkring Ejboparken, Neergårdsparken og Æblehaven meldte om utryghedsskabende fyrværkeri tæt ved beboelse, hvor borgere i området var tæt på at blive ramt. Det oplyser politiet.

Da politiet var i området ved Æblehaven for at gribe ind over for den ulovlige affyring af fyrværkeri, så de en gruppe af unge, som skød bomberør af, selv om det først er lovligt fra 27. december.

Patruljen henvendte sig til fods, men blev her beskudt af bomberør og måtte søge dækning, oplyser politiet.

Flere patruljer kørte til området, hvor de fandt frem til den 22-årige mand, som blev mistænkt for at have skudt fyrværkeri af mod politiet.

Ingen politifolk eller borgere meldes at være kommet til skade i forbindelse med affyringen af fyrværkeri.

Fyrværkerifabrik lukket

Det er heller ikke kun på Sjælland, at fyrværkeriet har haft sager om affyring af fyrværkeri længe før nytår.

Newsbreak.dk har tidligere fortalt om, hvordan Syd- og Sønderjyllands Politi igen og igen har skrevet bøder ud til unge i blandt andet Aabenraa, fordi de affyrede fyrværkeri.

Det førte til, at politiet tirsdag lukkede en ulovlig fyrværkerifabrik og beslaglagde tusindvis af kanonslag, hvilket du kan læse mere om her.

Powered by Labrador CMS