Sigtet for knivstik begår selvmord i arresten

Tirsdag blev en 26-årig anholdt og sigtet for grov vold. Nu er han død.

En ung cykelrytter blev påkørt og en træner stukket ned. Nu har den sigtede til de to episoder begået selvmord i arresten. Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Tirsdag aften fik en træningstur for et ungt cykelhold fra Silkeborg en noget pludselig og dramatisk afslutning.

Nu har den historie fået føjet endnu et kapitel til. Og et sørgeligt af slagsen.

I Vinderslev syd for Kjellerup mellem Silkeborg og Viborg blev en af rytterne påkørt bagfra af en 26-årig mand.

– Der opstår noget tumult og slagsmål mellem træneren og bilisten. I den forbindelse trækker bilisten en kniv og giver den anden mand et stik i maven, siger Michael Svendsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Silkeborg, onsdag morgen til Midtjylland Avis.

Efter tumulten bliver bilisten anholdt og sigtet for grov vold.

Han skulle efter planen være fremstillet i grundlovsforhør onsdag.

Nu har den 26-årige bilist begået selvmord i arresten i Viborg, skriver avisen.

Her skete det dramatiske optrin. Foto: ©OpenStreetMap-bidragsydere.
Her skete det dramatiske optrin. Foto: ©OpenStreetMap-bidragsydere.

Cyklisten, der blev ramt, er 18 år gammel. Træneren 53.

Ifølge Ritzau var træneren ikke i livsfare.

Søg hjælp

Her får du fakta om selvmord og viden om, hvordan du søger hjælp.

2254 mænd og 792 kvinder valgte i årene fra og med 2010 til og med 2014 at tage deres eget liv. Det er godt 600 selvmord om året.

Livslinien fører hvert år mere end 14.000 samtaler med pårørende til folk, der overvejer at tage deres eget liv – folk, der overvejer at tage deres eget liv og folk, der er i færd med at gennemføre et selvmordsforsøg.

Du har mange muligheder for at få hjælp, hvis du overvejer at tage dit eget liv. Du kan ringe til Livslinien på 70 201 201 – din egen læge og mange, mange andre. Se eventuelt Livsliniens oversigt over rådgivningstilbud.

Er du pårørende til en, der har begået selvmord, findes der også foreningen Efterladte.dk.

 

Powered by Labrador CMS