Sigtelser på stribe: Unge bliver væk fra session
99 gange har en enkelt politikreds rejst en sigtelse, fordi en person er blevet væk fra session. Og det bare i årets første tre måneder.
Første gang koster det 1.000 kroner i bøde, anden gang 2.000 kroner, og tredje gang man bliver væk fra session eller Forsvarets Dag, som det hedder i dag, risikerer man en frihedsstraf.
Alligevel udebliver unge mænd som aldrig før fra deres session.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi er hele 99 unge mænd fra politikredsen således blevet væk fra deres session. Og det bare i årets første tre måneder.
I hele 2011 var der til sammenligning 43 udeblivelser i kredsen.
99 sigtelser
Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi rejst 99 sigtelser og delt bøder ud. Men det er også blevet til mere end det, oplyser politikommissær Karsten Aaskov fra Lokalpolitiet i Esbjerg.
– Vi har ved flere lejligheder været ude i, at vi har måttet foretage en anholdelse, siger han.
Politiet er således rykket ud og har anholdt den unge og kørt vedkommende direkte til Herning, for at sessionen kunne blive foretaget.
– Man kan undre sig over, at der ser så mange udeblivelser. Og det er lidt kedeligt, for det ender med, at vi bruger en masse tid og energi på i sidste ende at skulle troppe op og bede den unge om at følge med, siger Karsten Aaskov.
– Og det er også lidt ærgerligt, at de unge skal af med pengene til bøden, tilføjer han.
Karsten Aaskov understreger, at politiet flere gange ringer ud for at få den unge ud af vagten, før ordensmagten rykker ud.
Ryger direkte på session
Politikommisæren har selv kun en forklaring på, at så mange bliver væk fra sessionen:
– Selvom vi er blevet meget digitaliserede, er der mange unge mennesker, som ikke tjekker deres e-boks, siger Karsten Aaskov og forklarer, at der formentligt er tale om forglemmelser.
– Men hvad det præcis er, som gør at folk ikke tjekker deres e-bokse, ved jeg ikke, siger han.
Indkaldelsen bliver altså i modsætning til tidligere nu sendt elektronisk.
Karsten Aaskov ved ikke, hvordan billedet er i landets øvrige politikredse, men forventer, at det svarer til billedet i Syd- og Sønderjyllands Politikreds.
Her var der i øvrigt i 2013 178, som blev væk fra session. I 2014 var tallet 160, mens det i 2015 var på 144.