Siger ja tak til Margrethe
Det svenske kongepar har har meldt deres ankomst til fest på Christiansborg Slot
Efter de oprindelig planer skulle dronning Margrethe allerede i januar have været vært ved et stort gallataffel på Christiansborg Slot i anledning af sit 50-års jubilæum som Danmarks regent.
Men som så meget andet, blev festen udskudt på grund af corona-pandemien.
Det svenske kongepar kommer
I stedet vil begivenheden blive afholdt søndag den 11. september, og blandt de, der har takket ja til en invitation, er det svenske kongepar.
Det oplyser informationschefen ved det svenske hof, Margareta Thorgren, til Svensk Damtidning.
Er her også lørdag
Hun fortæller desuden, at kong Carl Gustaf og dronning Silvia også er i København lørdag den 10. september, hvor de ligeledes vil være officielle gæster.
Netop denne lørdag vil dronningen blive hyldet på Københavns Rådhus, hvor der også er frokost i anledning af jubilæet.
Gallaforestilling på Det Kongelige Teater
Samme aften markeres 50-års jubilæet med en gallaforestilling på 'Gamle Scene' i Det Kongelige Teater.
Dronningen vil ankomme til den festlige aften i karet fra Amalienborg med eskorte af Gardehusarregimentets Hesteskadron.
Der er endnu ikke kommet oplysninger om, hvilke øvrige repræsentanter fra de europæiske kongehuse, der også vil bidrage til festlighederne.