Siemens vil gemme vindmøllestrøm i sand

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

Strømmen fra vindmøller kan gemmes i en sandbunke. Så kan strømmes bruges på dage, hvor det ikke blæser.

En sand- eller stenbunke på tre-fire kvadratkilometer gange 10 meter i dybden. Så lidt lagerplads skal der til, for at man i Danmark kan gemme vindmøllestrøm nok til at forsyne danskerne med strøm i vindstille dage. Det skriver fagbladet Ingeniøren.

Det er Siemens, der de seneste år har arbejdet med at lagre strøm som varme i billigt og lettilgængeligt fast stof som sten, flyveaske eller jord.

Teknologichef Henrik Stiesdal fra Siemens Wind Power fik idéen under en cykeltur ved Fyns­værket, hvor han kørte forbi de mange tusinde ton flyveaske, som ligger omkring værket.

– Jeg tænkte, at de dynger repræsenterede et kæmpe lagervolumen, siger han til Ingeniøren.

Siemens har valgt at lagre strømmen som varme, fordi varme er en tæt energiform i modsætning til at pumpe vand op i højtliggende magasiner eller at lagre strøm som tryk­luft i underjordiske lagre.

Når man har brug for strømmen igen, lukkes der 600 grader varm luft fra lageret ind i en varmeveksler, som udvikler damp til et dampkraftværk, der så producerer strøm på konventionel vis.

– Det særlige ved vores koncept er dels lagermediet, som er enklere og billigere, end man ser i mange andre projekter; dels at vi anvender en meget enkel, enfaset varmepumpe til omdannelsen af el til varme, siger Henrik Stiesdal til Ingeniøren.

Først komprimeres vindmøllestrømmen ved atmosfærisk luft 30 gange, så den bliver 600 grader varm. Den varme luft kører man herefter gennem en varmeveksler, hvor den afgiver varmen til varmelageret, mens luften stadig er komprimeret.

Derefter ekspanderer man den komprimerede luft til atmosfæretryk i en turbine, som sidder på samme aksel som motoren og kompressoren, og som derved hjælper med at drive kompressoren. Ved ekspansionen afkøles luften til minus 100 grader. Og så starter processen forfra.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS