Sidste nyt: Fraråder rejser til disse lande
Udenrigsministeriet fraråder nu unødvendige rejser til Frankrig og Kroatien. Bulgarien frarådes ikke længere.
Udenrigsministeriet fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Frankrig og Kroatien, som de seneste uger har oplevet et stigende antal smittede med coronavirus.
Det oplyser Udenrigsministeriet torsdag eftermiddag.
(Du kan i bunden af artiklen se, hvilke der frarådes rejser til).
De danske myndigheder fraråder ikke-nødvendige rejser, hvis der er over 30 nye smittetilfælde per 100.000 indbyggere om ugen.
Den grænse har både Kroatien og Frankrig passeret med henholdsvis omkring 34 og 33.
Det viser tal fra Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og Sygdomskontrol (ECDC).
Begge lande er populære rejsemål for danske turister, siger Lars Thykier, administrerende direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.
– Der er kommet en del rejser i gang til Kroatien, så det betyder rigtig meget på rejsebranchens side, fordi vi arrangerer en del rejser dertil.
– Frankrig er lidt anderledes, fordi det er en række andre typer rejser. Det er andet end bare ferierejser, så det betyder rigtig meget, at det nu bliver et lukket land, siger Lars Thykier.
Ud over antallet af smittede kigger myndighederne også på testniveauet – herunder hvor stor en andel der testes positive.
Rejsevejledningerne er kun anbefalinger. Det er dermed ikke ulovligt, hvis man ikke følger dem.
Nyt om Bulgarien
Til gengæld fraråder de danske myndigheder ikke længere rejser til Bulgarien, hvor rejser er blevet frarådet de seneste fire uger på grund af smitten.
Det åbner for ferier til rejsemål som Sunny Beach og Golden Sands, der er populære blandt festglade unge.
For at et land, hvor rejser tidligere har været frarådet, skal blive åbnet for rejser igen, skal antallet af smittede være under 20 om ugen per 100.000 indbyggere.
Bulgarien har været under det antal allerede i sidste uge.
Men landet opfylder ikke Danmarks kriterier for test, og i de tilfælde har de danske myndigheder en sikkerhedsmargin, hvor man ganger antallet af smittede i landet med 1,5.
Det skal tage højde for, at der vurderes at være flere smittede i landet, end de officielle tal viser.
Bulgariens antal af smittede er den seneste uge faldet yderligere til omkring 12 smittede per 100.000 indbyggere om ugen ifølge ECDC.
Dermed er smitten nu kommet så langt ned, at der ikke længere frarådes rejser, selv om landet ikke opfylder testkriteriet.