Sidste nyt: Det sker med renten
Der er så meget pres på USA's økonomi, at endnu flere rentehop kan blive nødvendigt, siger centralbankchef
Renten i USA vil stige til et endnu højere niveau, end man havde ventet.
Det fortæller formanden for USA's centralbank, Jerome Powell, til et bankudvalg i USA's kongres tirsdag.
Årsagen til, at centralbanken venter, at renten topper på et højere niveau, skyldes de økonomiske data, som løber ind, skriver AFP.
Høj inflation
Tallene for januar viste fortsat meget høj beskæftigelse, stort privatforbrug, højere produktion og fortsat høj inflation.
- Hvis totaliteten af disse data skulle pege i retning af, at en hurtigere opstramning er påkrævet, så vil vi være klar til at øge tempoet i rentestigningerne, siger Powell.
Powells kommentar sætter finans- og børsmarkeder under pres.
Det samme i Europa
Det understreger, at inflationen er langt fra at slippe sit tag i USA.
Nogle af de samme tendenser gør sig gældende i Europa, hvor der er voksende udsigt til endnu flere rentestigninger.