Shu-bi-dua – The Musical runder 10.000 solgte billetter
Shu-bi-dua – The Musical storsælger i Aarhus. Salget runder 10.000 billetter, og Musikhuset sætter nu syv nye forestillinger i salg.
Oven på fremragende anmeldelser af Shu-bi-dua – The Musical har der været drøn på billetsalget i Musikhuset. Musicalen har nu solgt mere end 10.000 billetter alene i Aarhus. Det formidable billetsalg får nu Musikhuset til at forlænge spilleperioden med en uge. Salget af de syv nye forestillinger i perioden 17.-22. maj er startet.
I Aarhus, Fredericia og København har musicalen tilsammen solgt hele 85.000 billetter. Forestillingen tegner dermed til at blive en af de helt store publikumsmagneter i denne sæson.
I Musikhuset er programchef Mette Kier begejstret for den store interesse og de flotte anmeldelser.
– Det er fantastisk, at vi har solgt 10.000 billetter, og dejligt at både publikum og anmeldere har taget så godt imod Shu-bi-dua – The Musical. Vi kan næsten ikke vente på at servere Shu-bi-dua i festligt musicalsvøb for de hungrende musicalgæster.
Shu-bi-dua – The Musical kan opleves i Musikhuset Aarhus fra 5.-22. maj 2016.