Shop-amok: Så stort er Black Friday blevet i Danmark
Det amerikanske tilbudsfænomen, Black Friday, indtager atter de danske butikker fredag. Salget forventes ifølge Dansk Erhverv at blive større end nogensinde.
Det amerikanske tilbudsfænomen, Black Friday, indtager atter de danske butikker fredag. Salget forventes ifølge Dansk Erhverv at blive større end nogensinde.
Når de danske butikker åbner op fredag, vil kunderne blive mødt med massevis af tilbud, hvor flere butikker lokker med 20 pct. rabat på alle varer.
Udsalgsdagen skyldes det amerikanske fænomen »Black Friday«, der for første gang i 2013 gjorde sit indtog i de danske butikker.
Siden da har fænomenet taget så meget fart, at Black Friday sidste år kom ind på 10. plads over de største Dankort-forbrugsdage nogensinde.
»Black Friday er som fænomen blevet en fast begivenhed for de danske forbrugere. De forventer simpelthen, at der i slutningen af november kommer en række rigtig gode tilbud, og det har både sine fordele og ulemper. Fordelen for butikkerne er, at de har mulighed for at jump-starte julesalget tidligere og få del i kundernes gavebudget. Ulempen er, at vi både op til Black Friday og umiddelbart bagefter ser et dyk i omsætningen,« siger Michael Ingemann fra konsulenthuset IMPACT, der netop har undersøgt, at den gennemsnitlige omsætning på nettet steg med 852 pct. i 2014.
Black Friday er kommet for at blive
Også hos Dansk Erhverv fortæller politisk konsulent Martin Barfoed, at Black Friday har bidt sig fast i Danmark.
»Selvom Black Friday stadig er relativt nyt fænomen herhjemme, er der ingen tvivl om, at konceptet er kommet for at blive. I de senere år har vi set markante vækstrater på dagen, og derfor er det også vores klare forventning i år, at Black Friday bliver større end nogensinde i Danmark,« siger han og tilføjer, at detailhandlen generelt ser frem til fredag.
»Butikkerne glæder sig til, at der kommer run på. Black Friday har fået et boost af, at de store detailkæder har taget konceptet til sig, hvilket har fået en afsmittende effekt på, hvor mange virksomheder, der har taget konceptet til sig,« forklarer han.
Online-butikker får større konkurrence i år
Også på online-fronten forventer man igen i år, at Black Friday vokser sig større, men ifølge Michael Ingemann vil de danske webshops netop i år få skarp konkurrence af de fysiske butikker.
»De seneste år har det primært været de store online-spillere, der har været hurtigt ude og drage fordel af Black Friday. Men det er vores forventning, at størstedelen af de fysiske butikker i år har brugt både tid og ressourcer på at forberede sig, så de også kan få del i kagen,« siger Michael Ingemann.
Sidste års Black Friday-rekord viste, at danskerne brugte deres kort over 4,5 millioner gange, og det samlede forbrug endte på 1,53 milliard kroner.
Dagen har netop fået sit navn, idet den var en markering af det vendepunkt, hvor de begyndte at få sorte tal på bundlinjen.