Sharapova mod Wozzy: Jeg kan vende det her
De to tidligere verdensettere Caroline Wozniacki og Maria Sharapova tørner sammen tirsdag ved WTA Finals.
Der er lagt op til en spændende kamp, når Caroline Wozniacki og russiske Maria Sharapova tirsdag eftermiddag dansk tid mødes i gruppespillet ved tenniskvindernes sæsonfinale, WTA Finals, i Singapore.
Ved det seneste møde sejrede Wozniacki. Det var i sidste måned i 1/8-finalen ved grand slam-turneringen US Open.
– Det var en rigtig hård kamp, der sluttede med et resultat, som jeg forhåbentlig kan vende her, siger Maria Sharapova om nederlaget i tre sæt i New York til DR Sporten.
I indbyrdes kampe fører russeren med 5-3, og Sharapova er indstillet på en hård dyst mod Wozniacki.
– Det er altid meget fysiske kampe mod Wozniacki. Hun får én til at arbejde ekstremt hårdt for hvert point, fordi hun sender så mange bolde tilbage.
– Så for mig gælder det om at være tålmodig, men jeg må også holde fast i mit eget spil og være aggressiv på de rigtige tidspunkter, siger Sharapova.
Tirsdagens kamp mellem Wozniacki og Sharapova er programsat til at begynde klokken 13.30 dansk tid.
/ritzau/