Sharapova glad for sejr over Wozniacki
Det var en glad Maria Sharapova, der efter sin sejr over Caroline Wozniacki i kvartfinalen ved »Mutua Madrid Open« gjorde status.
»I vores seneste to indbyrdes opgør har Wozniacki besejret mig.. Men i dag fik jeg revanche og det er jeg glad for,« sagde den 28-årige russer.
Hun fik en god start på den knapt to timer lange kamp ved at vinde første sæt 6-1.
»I andet sæt dalede mit niveau. Det var hun god nok til at udnytte. Men heldigvis fandt jeg det gode spil frem igen i tredje sæt..«
Sharapova vandt turnering sidste år
Sidste år vandt Maria Sharapova turneringen.
»Naturligvis håber jeg på en gentagelse. De minder, jeg har her fra Madrid, er gode,« sagde Maria Sharapova, hvis sejrscifre lød 6-1, 3-6, 6-3.
Caroline Wozniacki fik ellers en god start på afgørende sæt, hvor hun førte 2-1.
Men i pausen inden sættets fjerde parti bad Maria Sharapova om gode råd hos sin hollandske træner Sven Gröneveld. De hjalp og russeren kørte sejren i hus.
Undervejs i den underholdende og dramatiske kamp, hvor Caroline Wozniacki et par gange brokkede sig til dommeren over kendelserne, blev danskeren noteret for blot 10 vinderslag. Til sammenligning lavede Maria Sharapova 32. Herudover lavede Maria Sharapova ikke færre end 38 uprovokerede fejl mod danskerens 17..
Caroline Wozniacki deltager i næste uge ved WTA-turneringen i Rom, hvorefter hun stiller til start ved årets anden Grand Slam-turnering, French Open i Paris.