SF’ere skal hverve medlemmer
Sf vil vende medlemsflugt og opfordrer medlemmer til at skrue op for hvervningsindsatsen.
SFere skal til tasterne på både mobilen og computeren. Venner, kolleger og bekendte, der sympatiserer med SF, skal overtales til ikke blot at sætte krydset i stemmeboksen, men også at melde sig ind i partiet. Det er meldingen fra SFs næstformand, Signe Munk (SF), på partiets landsmøde i Falconer Centret i København.
SFs medlemstal er halveret på fem år, viser det nyligt opgjorte medlemstal. Inden for det seneste år har 832 medlemmer forladt partiet, og medlemstallet ligger nu på 8.457. Men den udvikling skal vendes nu, understreger SFs næstformand:
»Om et år skal vi være 10.000. Det er et ambitiøst mål, men bestemt ikke umuligt,« siger Signe Munk og opfordrer de omtrent 400 SFere på landsmødet til at gå i gang med medlemshvervningen med det samme.
»Vi er 400 i salen i dag. Hvis alle får hvervet en, er vi et væsentligt skridt nærmere de 10.000,« siger hun.
Går frem i meningsmålinger
For det er et paradoks for SF, at mens partiet er gået frem i meningsmålingerne – i Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af meningsmålinger står SF lige nu til 6,4 procent – er medlemskurven altså for nedadgående.
SF har således haft vanskeligt ved at fastholde sine medlemmer, men det skal der altså nu sættes ind over for.
»Højrefløjen har måske nok i Lars Seier Christensen (direktør for Saxo Bank, red.), andre stærke pengemænd og et par kendisser. Det har vi bare ikke nok i. Vi har brug for medlemmer,« siger Signe Munk.
Da Pia Olsen Dyhr (SF) i februar 2014 afløste Annette Vilhelmsen (SF) som formand for SF, overtog hun et parti i krise. SF var dengang tæt på spærregrænsen med en opbakning på sølle 3,6 procent i Barometeret. Men siden da har Dyhr partiet vundet en stor del af det tabte tilbage og ligger altså nu til at kapre 6,4 procent af stemmerne.