SF vil have flere i fodlænker
Hundredvis af dømte kriminelle venter på at komme til at afsone deres straf iført fodlænke. Landet over har Kriminalforsorgen svært ved at overholde fristen på seks uger fra dom til afsoning.
Det er ikke rimeligt, at de dømte skal vente i månedsvis på at blive udstyret med en fodlænke, lyder det fra SFs retsordfører, Karina Lorentzen (SF), der vil have justitsminister Mette Frederiksen (S) til at reagere.
»Det er rigtigt uheldigt, fordi det dels betyder, at man i mellemtiden kan møde sine ofre på gaden, men også fordi afsoneren har behov for at få sat punktum i sagen og komme videre med sit liv,« siger SF-ordføreren i en skriftlig kommentar.
Det er Folketinget, der har besluttet, at flere kriminelle skal afsone med fodlænke, og derfor undrer det Karina Lorentzen, at Kriminalforsorgen ikke kan følge med behovet for elektroniske lænker.
»Det var et klart signal, at flere skulle have muligheden for fodlænke, da vi lavede den sidste kriminalforsorgsaftale,« påpeger hun.
Karina Lorentzen vil have Mette Frederiksen til at garantere, at der kommer styr på området.
»Vi skal ikke have en ventekø, der bare vokser og vokser. Så jeg vil tage sagen op med ministeren, så vi kan få afviklet køen og få både antallet af fodlænker og ansatte til at passe med antallet af afsonere. Fodlænker er en meget bedre måde at afsone på, fordi folk kan bevare deres tilknytning til uddannelse eller arbejdsmarked, så det er en løsning, der er kommet for at blive og derfor skal det fungere,« siger retsordføreren.
Jyllands-Posten skriver tirsdag, at dømte ifølge Kriminalforsorgens egne tal venter i gennemsnit 13 uger, før de kan begynde afsoningen. Alene i Syd- og Sønderjylland står 121 dømte lige nu i kø til at afsone med fodlænke i deres hjem. 12 af dem er dømt for vold eller overtrædelse af våbenloven.