SF vil boykotte telegigant i skattely

3, en million danskeres teleselskab, bruger skattely. Foto: Torben Christensen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Når multinationale selskaber bruger sindrige konstruktioner til at undgå at betale skat i Danmark, svarer det til at stjæle fra fællesskabet. Det mener SFs skatteordfører, Lisbeth Bech Poulsen (SF).

Hun kalder det »forargeligt«, at teleselskabet 3 ifølge lækkede dokumenter fra revisionsfirmaet PwC, som Politiken er i besiddelse af, har tjent knap halvanden milliard kroner i Danmark uden at lægge så meget som en krone i den danske statskasse. For ved at bruge Luxembourg som skattely snyder 3 danskerne for skattekroner, der kunne være gået til velfærd, børnepasning og ældrepleje, påpeger skatteordføreren:

»Jeg har en fornemmelse af, at 3s kunder føler sig vældigt snydt, for de betaler til et selskab, som ikke leverer tilbage til fællesskabet. Og samtidig er det bare endnu en historie i rækken om de mange, der bruger Luxembourg som mellemstation for at undgå at betale skat.«

Staten gav fra 2011 til 2014 3 eneret på at sælge mobilt bredbånd til statens institutioner. Det får SFs skatteordfører til at opfordre til mere omtanke i forhold til valget af samarbejdspartnere.

»Når der er nye oplysninger som disse, så skal staten gå ind og kigge på, hvad det er for et teleselskab, der samarbejdes med. For igen: Skal vi bruge skatteydernes penge på at samarbejde med virksomheder, som faktisk gør alt for at trække deres overskud ud af landet og dermed unddrage sig fra at betale skat? Det synes jeg ikke,« siger Lisbeth Bech Poulsen.

Hun mener desuden, at staten helt skal boykotte revisionsfirmaer, der aktivt bidrager til, at virksomheder kan føre overskud ud af Danmark og dermed undgå at betale skat.

»Vi bliver i fællesskab til grin for vores egne penge, når stat og kommuner ikke i højere grad bruger firmaer, som faktisk betaler skat i Danmark og ikke bruger metoder til at føre overskud ud af landet. Der, synes jeg, vi i meget højere grad skal samarbejde med virksomheder, som opfører sig ansvarligt,« siger hun.

Moderniseringsstyrelsen oplyser til Politiken, at man i henhold til EUs udbudsregler ikke kan omgå et selskab, der betaler skat i et EU-land.

Lisbeth Bech Poulsen henviser i den forbindelse til, at regeringen, SF, Dansk Folkeparti og Enhedslisten før jul indgik aftale om en skattelypakke. Af den fremgår blandt andet, at der skal arbejdes aktivt i EU-regi på at få ændret reglerne, så et land gerne må tage højde for, om en virksomhed sender penge i skattely i eksempelvis Luxembourg.

»Det var en rigtig fin pakke, vi fik lavet, men vi er langt fra i mål. Danmark kan ikke løse problemet alene. Problemet er, at et land som Luxembourg er usolidarisk med alle sine naboer og laver særaftaler, hvor de tilbyder firmaer en skattesats på noget nær nul. Og det betyder, at det er i EU, man skal slå hårdt ned på denne opførsel,« siger hun og understreger, at Danmark sideløbende skal arbejde på at lukke skattehuller og ikke indgå aftaler med virksomheder, som ikke betaler skat i Danmark.

Powered by Labrador CMS