SF: Ledige betaler prisen for nytteløs ny dagpengeaftale

Foto: Simon Læssøe/Scanpix (Arkivfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

DF løber fra valgkampens dagpengeløfte med ny aftale, som ikke løser problemerne, lyder det fra SF.

Ny dagpengeaftale mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne får hårde ord med på vejen fra SF’s formand, Pia Olsen Dyhr.

– Det er brandærgerligt at forspilde en historisk chance for et mere solidarisk dagpengesystem på at flytte penge rundt mellem de arbejdsløse. De arbejdsløse kommer jo nu til at betale prisen for alt for små forbedringer, skriver hun i en kommentar.

– Dagpengeaftalen løser ikke hovedproblemerne i dagpengereformen. Alt for mange vil falde ud af dagpengesystemet, siger Pia Olsen Dyhr.

I valgkampen blev Pia Olsen Dyhr og formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, enige om, at problemerne ved dagpengereformen kun kan løses ved at tilføre området flere penge. Derfor indgik partierne en dagpengeaftale.

– Jeg indgik netop en aftale med Kristian Thulesen Dahl i valgkampen om forbedringer af dagpengereglerne for enten at kunne samle et flertal efter valget eller at have noget at holde ham op på.

– Kristian har nu valgt at løbe fra de løfter, han har givet mig og de danske lønmodtagere, og det kan jeg kun tage kraftigt afstand fra. Dansk Folkeparti har nu – ligesom i 2010 – lovet de arbejdsløse ét og gjort det stik modsatte i forhandlingslokalet, siger Pia Olsen Dyhr.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS