SF klar med skattelettelser for syv milliarder

Foto: Nils Meilvang/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Der skal være en større gevinst ved at arbejde, og pengene skal komme fra skat på aktiespekulation, mener SF

Lavtlønnede skal betale mindre i skat, mens børsspekulanter skal lægge flere penge i statskassen.

Det er et af hovedpunkterne i et nyt skatteudspil, som SF’s formand, Pia Olsen Dyhr, fremlægger mandag. Udspillet skal give skattelettelser for milliarder.

– Kun én ud af 200 danskere har ikke en økonomisk fordel ved at gå på arbejde, så det kan betale sig at arbejde i Danmark. Men vi synes, at buschaufføren, hjemmehjælperen, og alle dem, der til en lav hyre bidrager til fællesskabet, fortjener en større gevinst. Så det vil vi give dem, siger Pia Olsen Dyhr i en skriftlig kommentar.

Vil hæve beskæftigelsesfradrag

Helt konkret vil SF hæve beskæftigelsesfradraget, så de, som tjener over 333.000 kroner om året, får en skattelettelse på 2000 kroner årligt, mens en lønmodtager, der årligt får 290.000 kroner, vil få 3000 kroner ekstra om året efter skat.

Tiltaget skal finansieres ved, at Danmark tilslutter sig en europæisk skat på finansielle transaktioner.

Ifølge Jyllands-Posten venter SF, at en finansskat kan give 7,5 milliarder kroner om året i statskassen.

Udspillet under overskriften “det skal bedre betale sig at arbejde” kommer forud for partiets landsmøde i weekenden og et nært forestående folketingsvalg.

Finansskatten er da ifølge Berlingske også en “hed SF-drøm”, som blev parkeret, mens partiet sad i regering.

– Den finansielle sektor skaber kun ganske få arbejdspladser i Danmark, og mens branchen er god til at gøre de rige rigere, skaber den kun meget lidt værdi for samfundet, siger Pia Olsen Dyhr i sin skriftlige udtalelse og uddyber:

– Derfor er det kun retfærdigt, at finanssektoren giver mere til samfundet, så vi kan belønne dem, der hver dag bidrager til at skabe værdi for fællesskabet.

Samtidig med skatteudspillet lancerer SF fredag også en annoncekampagne, der retter kritik mod Venstres politik på området.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS