SF: Forsikringsselskaber vil lave A- og B-hold

Özlem Cekic (SF). Foto: Facebook.
Offentliggjort Sidst opdateret

Forsikringsselskabernes ønske om adgang til danskeres gentest kan ikke komme på tale, hvis det står til SF.

Forsikringsselskaberne vil gerne have ophævet reglerne, der forbyder, at de kan kræve at se potentielle kunders gentest. Men det kan der ikke blive tale om, mener SF. Det siger partiets sundheds- og forebyggelsesordfører Özlem Cekic.

Hun frygter, at branchen er i gang med at skabe et A- og B-hold.

– Hvor går grænsen? Vi kan blive ved. I det her tilfælde kan det være, at du bærer et gen. Det er ikke sikkert, at det gen udvikler sig til en sygdom. Er næste skridt så, at folk skal tage en gentest, hvis de skal tegne en forsikring, spørger hun

– Jeg synes, det er en glidebane, der er uetisk at kaste sig ud i, fordi de ude efter flere penge.

Hun mener tværtimod, at forsikringsselskaberne i dag er for hårde i deres vurderinger af risikoen for eksempelvis sindslidende.

– Der er nogle udfordringer i forhold til sindslidende og kronisk syge, hvor forsikringsselskaberne spørger om flere ting, end de bør, siger Özlem Cekic.

– Ved for eksempel sindslidelser oplever rigtig mange borgere, at de ikke kan tegne en forsikring, fordi forsikringsselskaber har en meget konservativ holdning til, at hvis man har en sindslidelse, så kan man aldrig blive rask.

Underdirektør i brancheorganisationen Forsikring og Pension, Anne Seiersen, mener, at forsikringsselskabernes og kundernes viden skal udlignes.

– Det vigtige for os, når vi taler høje forsikringer, er, at vi har den samme viden om kundens risiko, som kunden selv har, siger hun til Politiken mandag.

– Hvis du har fået taget en gentest, der viser stor risiko for, at du får en livstruende sygdom, kan det af gode grunde påvirke din efterspørgsel efter forsikring, siger hun.

Justitsministeriet er i øjeblikket i “tænkeboks” på området efter at have hørt både Forsikring og Pension samt kritikere som Forbrugerrådet Tænk og Lægeforeningen.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS