SF-formand advarer

Kina har nøje studeret, hvordan Vesten har reageret på Ruslands aggression, mener Pia Olsen Dyhr

- Vi må ikke tage fejl. Kina har nøje studeret, hvordan Vesten har reageret på Ruslands aggression. Svaghed i Vesten kan meget vel blive startskuddet på kinesiske angreb på Taiwan, og til at Kina yderligere strammer tommelskruerne på Hong Kong og Tibet, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.
- Vi må ikke tage fejl. Kina har nøje studeret, hvordan Vesten har reageret på Ruslands aggression. Svaghed i Vesten kan meget vel blive startskuddet på kinesiske angreb på Taiwan, og til at Kina yderligere strammer tommelskruerne på Hong Kong og Tibet, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.
Offentliggjort Sidst opdateret

Verden er blevet mere usikker, lyder det fra SF-formand Pia Olsen Dyhr i en tale ved partiets landsmøde i Kolding,

Det kinesiske styre i Beijing har fulgt, mener hun, hvordan vestlige lande har reageret på Ruslands invasion af Ukraine.

Og kineserne har måske fået blod på tanden.

- Vi må ikke tage fejl. Kina har nøje studeret, hvordan Vesten har reageret på Ruslands aggression. Svaghed i Vesten kan meget vel blive startskuddet på kinesiske angreb på Taiwan, og til at Kina yderligere strammer tommelskruerne på Hongkong og Tibet, siger Pia Olsen Dyhr.

Har behov for stærke alliancer

Som lille land har Danmark behov for at være del af stærke alliancer.

Det er svaret fra formanden på den voksende trussel.

Med alliancer henviser hun til både Nato og EU.

Forrige søndag underskrev Pia Olsen Dyhr på SF's vegne sammen med fire andre partiledere et nationalt kompromis.

Der skal investeres 18 milliarder kroner ekstra i 2033, så Danmark når det mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvar, som man i Nato vil have, at alle medlemmer gør.

Samtidig mener SF og de øvrige partier, at forsvarsforbeholdet i EU skal væk.

- Et lille land som Danmark har brug for stærkt internationalt samarbejde, stærke internationale institutioner – og et stærkt internationalt regelsæt.

- Det er et stærkt internationalt regelsæt og stærke internationale organisationer, der gør, at det ikke kun er de største, de stærkeste eller de mest kyniske, der bestemmer, siger Pia Olsen Dyhr.

USA har egne problemer

Den altovervejende afskrækkelse i Nato ligger hos USA. Men SF-formanden siger også i sin tale, at USA har egne problemer at håndtere, og hun nævner, at Donald Trump kan vende tilbage som præsident om to år.

Olsen Dyhr peger med andre ord på, at Europa ikke kan føle sig sikker på den tryghed, som USA i dag i vid udstrækning er garant for.

Der er behov for at stå tættere sammen i Europa og EU, mener hun.

Gør hverken fra eller til

Samtidig tilføjer SF-formanden, at forsvarsforbeholdet i EU ikke i sig selv gør en forskel på sikkerheden - i hvert fald ikke aktuelt.

- Forsvarsforbeholdet gør hverken fra eller til i forhold til den nuværende ulykkelige situation i Ukraine. Men en styrkelse af det europæiske samarbejde sender et klart signal til Putin om sammenhold, siger Pia Olsen Dyhr.

Men på sigt ser det anderledes ud, mener formanden.

- Så forbeholdet skal væk, fordi vi skal kunne mere selv i Europa, og så vi kan møde de udfordringer, der ligger og truer i horisonten, siger Pia Olsen Dyhr.

BLÅ BOG: Pia Olsen Dyhr

* Navn: Pia Olsen Dyhr.

* Født den 30. november 1971 i Vallensbæk.

Uddannelse:

* Bachelor i statskundskab ved Københavns Universitet i 1996.

* Cand.scient. pol i 2010.

Politisk karriere:

* 1996-2000: Medlem af Rådet for Europæisk Politik.

* 1996-1998: Landsformand for SF Ungdom.

* 2001-2005: Medlem af Nævnet vedrørende EU-oplysning.

* 2005: Formandskandidat i SF, taber til Villy Søvndal.

* 2002-2004: Næstformand i Mellemfolkeligt Samvirke.

* Siden 2007 valgt til Folketinget for SF i Nordsjællands Storkreds.

* Har været medlem af Folketingets Europaudvalg, trafikudvalg, udvalget for fødevarer, landbrug og fiskeri, erhvervsudvalget, udenrigsudvalget, retsudvalget samt miljø- og planlægningsudvalget.

* Oktober 2011-august 2013: Handels- og investeringsminister.

* August 2013-februar 2014: Transportminister.

* 13. februar 2014-: Formand for SF.

Privat:

* Bor i Brønshøj med sin mand, forbundssekretær i HK Villy Dyhr, og tre døtre.

Kilde: Ritzau
Powered by Labrador CMS