SF: Fjern hjemmeværnsfolks våben fra privaten

Arkivfoto: Annelene Petersen/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Hjemmeværnsfolk må opgive at have deres tjenestevåben hjemme, mener SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen.

Det skal være slut med, at Hjemmeværnets medlemmer opbevarer deres tjenestevåben hjemme, når to civile blev dræbt og fem betjente blev såret ved terrorangrebet i København.

Det siger SF’s forsvarsordfører, Holger K. Nielsen, som fredag forhandler regeringens anti-terrorpakke i Forsvarsministeriet.

– Der ligger for mange løse våben rundt omkring hos hjemmeværnsfolk. Derfor skal vi fredag diskutere, hvordan vi strammer, i kredsen af forsvarsforligets partier, siger Holger K. Nielsen.

Det fuldautomatiske M95-gevær, som den formodede gerningsmand, Omar Abdel Hamid El-Hussein, lørdag likviderede en 55-årig mand med udenfor Krudttønden på Østerbro, blev i 2013 stjålet ved et hjemmerøveri hos et medlem af Hjemmeværnet.

4328 hjemmeværnsfolk opbevarer deres våben hjemme i dobbeltsikrede våbenskabe. Siden 2007 har forsvaret, heriblandt Hjemmeværnet, mistet i alt 317 skydeklare våben. 201 militære våben blev i januar 2009 stjålet ved et røveri på Antvorskov Kaserne.

Spørgsmål: – Røveriet på Antvorskov Kaserne viser vel, at et centralt våbenlager ikke er vejen frem?

– Det er ikke sikkert, at et centralt lager giver sikkerhed. Jeg tror nu alligevel, at sikkerheden er større på et centralt lager, end hvis våbnene ligger rundt omkring, siger Holger K. Nielsen.

I Norge og Sverige er Hjemmeværnets våben udstyret med en kammerlås, uden hvilken våbnet ikke kan skyde. SF har ikke lagt sig fast på, hvordan Hjemmeværnets våben kan sikres bedre, fastslår Holger K. Nielsen.

– Den norske og svenske løsning er måske meget elegant, men vi skal se på, hvordan vi skaber større sikkerhed om disse våben. Der har gennem årene været for mange dårlige eksempler, mener SF’s forsvarsordfører .

/ritzau/

Powered by Labrador CMS