Sexforbrydere efterlyses i EU – en er dansker
Politi i 19 lande sætter fokus på 18 efterlyste seksualforbrydere, i håbet om at det kan føre til pågribelse.
Hvert andet minut bliver der anmeldt en seksualforbrydelse til politiet i EU, og en række af de værste voldtægtsmænd og andre seksualforbrydere er på fri fod.
Du kan se dem i galleriet over artiklen.
Nu går politiet i 19 lande sammen i en fælles bøn om hjælp fra borgerne, oplyser det europæiske politisamarbejde Europol.
Også dansk politi er med på listen over lande, som i de kommende fire uger vil udbrede de efterlyste sexforbryderes kontrafejer på nettet, i håbet om at det vil føre til tip fra offentligheden, som kan munde ud i en pågribelse.
En af de efterlyste er fra Danmark. Det drejer sig om 63-årige Frank Sayed Mohammad Sadegh Heskjær fra Silkeborg, som er efterlyst for seksuelle overgreb mod to børn.
Midt- og Vestjyllands Politi oplyser til Ritzau, at overgrebene skal være sket tilbage i perioden fra 1988 og frem til 1998. De to piger, som Frank Heskjær ifølge sigtelsen har krænket, er født i henholdsvis 1982 og 1988.
Overgrebene skal ifølge sigtelsen være foregået i Silkeborg, hvor Frank Heskjær tilbage i 1993 stiftede en virksomhed og indtrådte som direktør. Året efter udtrådte han.
Politiet modtog først en anmeldelse i sagen i 2004. Herefter blev Frank Heskjær efterlyst. Men politiet har ikke haft held til at finde frem til Heskjær, og i 2014 blev han efterlyst internationalt. Han er stadig forsvundet som dug for solen.
Ud over den 63-årige dansker har Europol 17 andre mænd på deres liste, som enten er mistænkt eller dømt for at have begået seksuelle forbrydelser.
It’s happening now, #every2minutes. That’s the average time a sexual offence is reported to the police in the #EU, be it rape, sexual violence or assault.
— Europol (@Europol) October 27, 2020
No time to waste! Help us catch the #EUMW fugitives, the perpetrators of violent sexual assaults: https://t.co/u5BfmCuhLP pic.twitter.com/lE9wExYR7m
Blandt dem er 31-årige Saliboko Yumbi fra Belgien. Han er to gange dømt for voldtægt.
I december 2014 mødte han sit offer på et værtshus. Sammen med en medgerningsmand fulgte han kvinden hjem, hvor begge mænd voldtog hende. Det kostede en dom på fire års fængsel.
Allerede i 2016 var Yumbi på spil igen. Også denne gang traf han sit offer på et værtshus. Kvinden blev ifølge Europol voldtaget gennem en hel dag. Hun blev desuden truet med en kniv og tildelt brandsår på brystet.
Det kostede ham syv års fængsel.
Det fremgår ikke af Europols oplysninger, hvordan Saliboko Yumbi er undsluppet afsoning.
Flere af de eftersøgte er allerede dømt – og altså på en eller anden måde stukket af.
Andre er mistænkte.
De personer, som er efterlyst gennem Europol, kan ses på politisamarbejdets hjemmeside Europe’s Most Wanted Fugitives.
Her kan du også se en mere udførlig beskrivelse af både de eftersøgte – og deres ugerninger, der strækker sig fra voldtægt over kidnapning til seksuel udnyttelse af børn.