Sexchikane og ingen løn: Unge bliver udnyttet

Newspaq
Offentliggjort Sidst opdateret

En tidligere café-ansat beretter om sexchikane, tilbageholdt løn og pludselig fyring i den københavnske café-branche.

– Det handler bare om at kneppe medarbejderne hårdt nok.

Sådan lød det jævnligt fra Flora Juul Holst’ tidligere chef på en københavnsk café. Denne og lignende fornærmelser blev sagt med et smil på læben til caféens kunder, mens personalet måtte bide det i sig og arbejde videre.

– Jeg husker også, at chefen spurgte mig, om jeg kunne tænke mig en lønforhøjelse mod at bolle hans fætter nede i kælderen. Jeg lod det passere. Hvad gør man ikke for at beholde sit job?

Sådan skriver 20-årige Flora Juul Holst i et debatindlæg i Politiken lørdag. Hendes budskab er klart: Unge bliver udnyttet på arbejdsmarkedet. Mange af dem har brug for ufaglært arbejde, og det ved arbejdsgiverne. Er der noget brok, kan de derfor bare ansætte en ny.

Flora Juul Holst blev ansat i den københavnske café for et halvt år siden. Da hun havde arbejdet der i halvanden måned, ville chefen pludselig have hende til at bytte en vagt med meget kort varsel. Da hun afviste, blev hun fyret.

Flora Juul Holst havde dog aldrig fået en kontrakt. Tiden gik, og hun fik hverken flere vagter i caféen eller løn ind på kontoen.

– Jeg brugte næsten to måneder på daglige opringninger til chefen, før jeg til sidst fik, hvad der svarer til en tredjedel af en månedsløn udbetalt. Så gav jeg op, skriver Flora Juul Holst i debatindlægget.

Ifølge Flora Juul Holst er hendes erfaringer dog langt fra et særtilfælde. Hun fortæller således om stribevis af skrækhistorier fra sin omgangskreds. Blandt andet skulle en ven efter kort oplæring pludselig bestyre en café på egen hånd i en måned, mens chefen var i Thailand. Uden kontrakt så han pludselig sig selv arbejde 60 timer om ugen, for til sidst at blive fyret da chefen vendte hjem. En anden blev fyret, da hun nægtede at arbejde i T-shirt i frostvejr.

Ifølge Flora Juul Holst finder mange af de unge sig i alt for meget af frygt for at blive fyret.

– Jeg ville ønske, at jeg havde sagt fra eller handlet, da jeg stadig arbejdede i caféen, men her kommer endnu et problem: Jeg vidste ikke, hvem der kunne hjælpe mig. Jeg havde ingen kontrakt, jeg var ikke medlem af en fagforening, og jeg kender ingen advokater (…). Jeg kendte ikke mine rettigheder på en arbejdsplads, og det tror jeg heller ikke, at mange af mine venner gør, skriver hun.

Mens de unge får masser af informationer om fremtidige uddannelser, efterlyser Flora Juul Holst én ting:

– Der mangler en meget vigtig del i vores ‘fremtidspakke’, nemlig informationer om vores rettigheder på arbejdsmarkedet, skriver hun i debatindlægget.

Newspaq

Powered by Labrador CMS