Sexchikane mod kendt dansk skuespillerinde: Taget på brysterne
Den prisvindende skuespillerinde Lone Hertz har oplevet sexchikane på egen krop - og hun er ikke overrasket over sagerne, der popper op i filmbranchen.
Lone Hertz blev taget på brysterne – og svarede igen med en syngende lussing.
Den 78-årige skuespillerinde er på ingen måde overrasket over, at en sag som Weinstein-skandalen har foregået.
– Det, man hører, er meget ubehageligt, og det er godt, der er fokus på det. Men jeg er ikke overrasket, fortæller Lone Hertz til Danmarks Radio.
Har vundet tre Bodil-statuetter
Den prisvindende skuespillerinde har spillet med i et væld af danske film, men er mest kendt for sin optræden i “Frøken Nitouche” (1963) og “Tine” (1964).
Sidstnævnte vandt hun sin første af tre Bodil-statuetter for.
Men karrieren i film- og teaterbranchen har også budt på mindre glorværdige oplevelser.
Blev taget på brysterne
– Jeg har levet i en helt anden tid. En gang var flirt mere naturligt, og vi andre har fundet os i mere. Ordet sexchikane fandtes ikke, udtaler hun til dr.dk.
Lone Hertz beretter således om et situation som blot 14-årig, hvor en kendt cirkus-direktør tog hende på brysterne.
– Som purung var der også en kollega, der mente, at han skulle tage mig på brysterne i det øjeblik, vi sagde goddag. Så gav jeg ham en på skrinet, og så blev der ikke sagt mere, fortæller Lone Hertz.
Ikke spor overrasket
Den ulige balance i magtforholdet mellem skuespillerinder og deres overordnede har altid været en del af filmbranchen ifølge mener Lone Hertz.
Hun er ikke spor overrasket over de mange sager, der i første omgang er kommet i kølvandet på Harvey Weinstein-skandalen.
– Det er et udsat fag. Man er dybt afhængig af producenter, instruktører og teaterdirektører. Og man er under et stort pres, påpeger Lone Hertz.