Sexchikane: Hver anden sag fører ikke til dom

Hver anden kollega eller chef, der bliver anklaget for sexchikane, går fri. Foto: Colourbox.com (Modelfoto).
Offentliggjort Sidst opdateret

Hver anden kollega eller chef, der bliver anklaget for sexchikane, går fri. Det viser en gennemgang af de seneste ti års domstolsafgørelser ifølge Fagbladet 3F.

Ud af 33 afgørelser er 16 blevet frifundet, og det er problematisk, mener advokat Peter Breum, der har erfaring fra flere end 100 sager om sexanklage.

»Jeg tror, mange dommere tænker »åh herregud«, og »kan du ikke lide lugten i bageriet, må du finde noget andet«. Man vil ikke kriminalisere enhver form for adfærd på en arbejdsplads, og den brede opfattelse er, at der skal være en form for frirum på en arbejdsplads,« siger Peter Breum til Fagbladet 3F.

Advokaten finder holdningen problematisk, og han undrer sig stadig over en sag, hvor nogle bagersvende morede sig med at lave figurer i dej formet som penisser og lagde dem i kasseapparatet til de kvindelige ekspedienter. De kvindelige ansatte fandt det ikke sjovt, men derimod grænseoverskridende og krænkende.

»Dommeren syntes, det var en harmløs spøg, og arbejdsgiveren blev frifundet,« fortæller Peter Breum.

Annette Borchorst, der er ligestillingsforsker ved Aalborg Universitet, peger på, at nogle danske traditioner gør det vanskeligt at føre sager om sexchikane.

Over for Fagbladet 3F forklarer hun, at vi i Danmark ikke har tradition for at løse den type konflikter gennem retssager. Samtidig er danskerne meget frigjorte, og derfor kan man hurtigt blive stemplet som »snerpet«, hvis man reagerer på sexchikane, mener forskeren.

Powered by Labrador CMS