Sevilla gjorde det onde ved FCK
FC København er stadig uden scoringer i Champions League efter 0-3-nederlag i Sevilla
Et ungt FC København-hold matchede længe Sevilla, men tabte tirsdagens nøglekamp i Champions League 0-3.
Resultatet betyder, at FCK efter sin afsluttende gruppekamp mod Dortmund i næste uge er færdig med europæisk fodbold i denne sæson, da holdet er sikker på at slutte som nummer fire i gruppen.
FCK kom for femte kamp i træk ikke på tavlen i Champions League, men holdet har stor ære af opgøret.
Især islandske Hakon Haraldsson havde fine muligheder for at bringe FCK foran 1-0, inden indskiftede Youssef En-Nesyri åbnede ballet efter 62 minutter.
Ramte træværket
Efterfølgende ramte Kevin Diks overliggeren for FCK ved stillingen 1-0, inden Isco og Gonzalo Montiel afgjorde en intens kamp kort før tid.
Youssef En-Nesyri afløste i pausen en anonym Kasper Dolberg, der efter fire kampe uden spilletid fik chance i Sevillas angreb. Thomas Delaney blev på bænken i hele opgøret.
FCK stillede med seks teenagere i sin startopstilling, og det er første gang, at det skete for et hold i Champions League ifølge analysevirksomheden Gracenote.
Moden indsats
Det var dog ikke til at se i opgøret, at FCK-holdet haltede efter på alder og erfaring. Indsatsen var meget moden, og FCK havde de to største chancer i opgøret, inden Sevilla slog til.
Som forventet sad hjemmeholdet på en stor del af spillet, men i første halvleg havde hjemmeholdet svært ved at skabe åbne chancer mod et kompakt og hårdtarbejdende FCK-mandskab.
Det blev til en lille håndfuld afslutninger inden for rammen, men de var ikke mere nærgående, end at Kamil Grabara havde fint styr på dem.
FCK skabte den anden vej også et par farlige situationer i de første 45 minutter. Tættest på scoring var Hakon Haraldsson midtvejs til pausen, da han fra kanten af feltet tvang Sevilla-keeper Marko Dmitrovic ud i en god redning.
Appellerede for straffe
Den 18-årige midtbanespiller William Clem, der fik debut i Champions League, ramte stolpen i en meget og livlig hektisk start på anden halvleg, men der blev også fløjtet for frispark i situationen.
Sevilla havde også en forgæves straffeappel, inden Hakon Haraldsson fik et par meget store chancer i frie positioner, men begge gange manglede den nødvendige kølighed.
Efter 62 minutter kom 1-0-målet. Den argentinske landsholdsspiller Papu Gomez slog et skarpt indlæg i feltet, som Dolbergs afløser, Youssef En-Nesyri, snittede forbi Grabara.
FCK trykkede i stigende grad på for en udligning i kampens sidste halve time, og Sevilla var tvunget langt tilbage.
FCK på overliggeren
Med godt ti minutter tilbage pandede Andreas Cornelius bolden videre til Kevin Diks efter et langt indkast, men hollænderen headede på overliggeren.
Det var jagtende FCK's bedste bud på en udligning. Et par minutter før tid gik gassen af ballonen, da teknikeren Isco fik tid og plads til at dreje bolden ind bag Grabara.
I overtiden, hvor Davit Khocholava fik direkte rødt for en sen tackling, udnyttede backen Gonzalo Montiel en returbold fra polakken, og dermed sluttede det med lidt misvisende 3-0 til værten.