Servitrice drev røvere på flugt med pistol: I stedet for tak fik hun en fyreseddel
"Det føltes som det rigtige at gøre."
Heather Burkinshaw-Stanley tøvede ikke, da tre røvere besøgte den Waffle House-restaurant, hvor hun arbejdede som servitrice. For da trioen flygtede, fulgte hun efter dem udenfor og affyrede et skud. Men hendes mod kostede hende sit job. Det skriver det amerikanske medie Newser.
Det hele startede, da tre røvere satte sig ind for at spise på en Waffle House i Newnan i den amerikanske stat Georgia torsdag. Men i stedet for at betale for maden, stak den ene en af servitricerne en seddel. På den truede de tre med at skyde alle derinde, hvis hun ikke tømte kassen og gav dem indholdet.
Røverne brugte ikke pistoler til at true med, men de fik alligevel 1.500 kroner, inden de forlod stedet. Imens gik Burkinshaw ud til sin bil, hvor hun havde en pistol og skød op i luften. Hun forklarer, at det var et forsøg på at skræmme de tre røvere.
– Jeg vidste ikke, om de havde pistoler. Så mit instinkt fortalte mig, at jeg skulle gå ud til bilen og finde pistolen, siger hun og fortsætter:
– Jeg frygtede for mit liv, mine kollegers liv, og jeg gjorde, hvad jeg troede var rigtigt.
Lokalsamfund støtter
Men hendes arbejdsgiver var tydeligvis ikke enig og fyrede hende den næste dag.
– Vi vil sikre, at folk føler sig trygge på begge sider af disken, siger en talsperson fra restaurant-kæden.
Folk fra lokalsamfundet kan godt se faren i, hvad Heather gjorde, men de støtter hende alligevel.
– Den kugle kunne have endt hvor som helst, eller ramt hvem som helst, siger en nabo og fortsætter:
– Men jeg synes helt sikker, hun gjorde det rigtige ved at forsvare sig selv.
Ville gøre det samme igen
Politiet leder lige nu efter gerningsmændene, og Heather, der har arbejdet på restauranten i næsten to år, leder lige nu efter et nyt job. Trods det fortryder hun ikke sit valg. Hun siger, at hun ville gøre det samme igen.
– Det føltes som det rigtige at gøre.
Hun har startet en online-indsamling for at få økonomisk støtte, nu hvor hun ikke har et job. Der er indtil videre indsamlet 53.000 på to dage.
– Jeg er mor til tre og har en handikappet mand. Nu, hvor jeg er den eneste med en indkomst, vil lidt hjælp være velkommen, indtil jeg kan få mig et nyt job, skriver Heather på indsamlingssiden og fortsætter:
– Alle donationer vil blive meget værdsat.