Seriemorderekspert afsløret som seriesvindler
Hans karriere blev bygget på den ene løgn efter den anden.
En ekspert i seriemordere indrømmer nu, at hele hans karriere, og ekspertfelt, er bygget på et lag af løgne.
Stéphane Bourgoin har udgivet mere end 75 bøger, produceret dokumentarfilm og optrådt som ekspert i medierne i årevis, men hans flotte akademiske baggrund er fabrikeret, og manden selv undskylder nu sine handlinger.
CNN skriver, at et mediekollektiv begyndte at undersøge Stéphane Bourgoins baggrund tilbage i januar. En talsperson for gruppen har til CNN fortalt, at man begyndte at undersøge Stéphane Bourgoin i efteråret 2019, og nogle måneder senere har hovedpersonen altså bekræftet rygterne, der har verseret gennem 2020.
– Jeg skammer mig over, at jeg har løjet, og at jeg har holdt ting skjult, sagde Stéphane Bourgoin, ifølge CNN til Le Parisien søndag.
Fabrikerede ekskone
Blandt de mere ekstreme løgne er historien om, at Stéphane Bourgoins tidligere hustru blev dræbt af en seriemorder i 1976. Kvinden findes, og hun blev dræbt af en seriemorder, men Stéphane Bourgoin har aldrig været gift med hende. Han har blot mødt hende en håndfuld gange og fabrikeret historien derfra, skriver The Guardian.
Derudover har Stéphane Bourgoin også fabrikeret et møde med Charles Manson, interviews med mere end 70 seriemordere, og kurser hos FBI men ifølge manden selv er det nu slut med at lyve.
– Jeg er lettet over at skulle fortælle sandheden, og jeg vil aldrig igen ytre nonsens i offentligheden, siger Stéphane Bourgoin.