Seriemorder dræbte fire unge homoseksuelle mænd: Nu kritiseres politiet

Det var først, da familien til det sidste offer efterforskede sagen, at politiet anerkendte de fire dødsfald som mord.

Stephen Port har fredag fået livstid for mord på fire unge mænd samt seksuelle overgreb på syv andre.Foto: SCANPIX
Foto: SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

Det tog fire mord, inden politiet anholdt Stephen Port. Politiet havde affejet dødsfaldene på de unge mænd som naturlige eller selvmord, inden et af ofrenes familie tog sagen i egne hænder. De fandt tydelige sammenhænge mellem dødsfaldene, der tvang politiet til at efterforske sagerne som mord. Det skriver det Daily Mail.

The Met Police, også kendt som Londons politi, efterforskes lige nu for ikke at kunne stoppe identiske mord på fire unge mænd. De blev alle lokket i døden af 41-årige Stephen Port, der fandt dem på dating-appen for homoseksuelle Grindr.

Anthony Walgate, Gabriel Kovari, Daniel Whitworth og Jack Taylor blev alle fundet skuddræbt i kort afstand fra Ports hjem i London i 2014 og 2015. Betjente efterforsker lige nu 58 andre lignende dødsfald i hovedstaden.

Port blev onsdag kendt skyldig i at myrde de fire mænd i sin lejlighed i London. Fredag blev han idømt livstid i fængslet for 22 forbrydelser mod 11 mænd, heriblandt de fire mord og flere voldtægter.

Mændene, Port myrdede, var alle i starten af tyverne og blev givet dødelige mængder af stoffet GHB, der bruges til chemsex (sex under påvirkning af stoffer). Politiet kendte allerede til Port, inden det første mord, men trods det, at alle lig blev fundet indenfor to kilometers afstand af hans hjem, så det ikke sammenhængen.

Familien fik ham bag tremmer

Familien til det fjerde offer siger, de var tvunget til at efterforske sagen selv. Det var dem, der fandt lighederne mellem sagerne. De kræver, at politiet bliver holdt ansvarlig.

Politiet nægter at kommentere fuldt ud på efterforskningen, men siger at “muligheder blev overset”. De vil komme med en formel undskyldning til familierne og kan risikere en retssag. I alt vil 17 betjente blive efterforsket, hvor syv af dem kan risikere at miste deres job.

– Vi følte fra starten, at det bare var “endnu en sag”, og at intet blev taget seriøst,  siger det sidste offers søster.

– Hvis det havde været en kvinde, ville der være blevet gjort mere. Det er latterligt. Vi har været nødt til at kæmpe fra starten. Vi blev ved med at presse på for at få en efterforskning.

Politiet kendte ham længe inden

Det sidste offer døde i september 2015, men Port tiltrak sig allerede politiets opmærksomhed 15 måneder inden, da han blev set med en ung bevidstløs mand. Selv om Port indrømmede, at de begge havde taget ulovlige stoffer, blev der ikke rejst tiltale, og Port fik lov til at gå.

To uger senere – i juni 2014 – ringede Port til politiet for at anmelde en mand – det første offer Anthony Walgate – udenfor hans lejlighedskompleks. Han påstod at Walgate var besvimet, havde haft et anfald eller bare var fuld. I den følgende efterforskning indrømmede Port, at han havde haft Walgate hjemme hos ham som en eskort, og at de havde haft sex. Han blev dømt for obstruktion og fik en kort fængselsstraf. Politiet mistænkte ham nemlig ikke for mordet.

Men inden, han kom i fængsel, blev to andre unge mænd – 22-årige Gabriel Kovari og 21-årige Daniel Whitworth – fundet dræbt ved en kirke 400 meter fra Ports lejlighed. Heller ikke her blev dødsfaldene efterforsket som mord.

Mistænkeligt selvmordsbrev blev ignoreret

Port havde efterladt et falsk selvmordsbrev i Whitworths hånd, hvor Port gav Whitworth skylden for Kovaris død. På sedlen stod der nemlig, at Whitworth havde begået selvmord, fordi han ikke kunne leve med skyldfølelsen efter at have myrdet Kovari.

I brevet stod også en mistænkelig linje: “BTW. Vær sød ikke at skyde skylden på den mand jeg var sammen i aftes.” Trods dette gjorde politiet intet for at finde “den mand”, hvilket ville vise sig at være Port.

Det fjerde dødsfald kom kun tre måneder efter, Port blev løsladt fra fængselsstraffen for obstruktion. 25-årige Taylor blev fundet ved samme kirkegård som andre ofre. Trods alle dødsfaldende tæt på Ports hjem og de tydelige ligheder, blev mordene ikke set som mistænkelige, da der ikke var nogen tegn på sår eller stofmisbrug på ligene.

Men Taylors familie kiggede på de tidligere sager og understregede lighederne over for politiet, hvilke tvang efterforskningen, der – efter Taylors lig blev gravet op – til sidst fangede og dømte Port for mord.

Tidslinje over politiets fejl

4. juni 2014: Politiet finder Stephen Port sammen med en ung mand han har givet stoffer og er bevidstløs. Port indrømmer, de har taget ulovlige stoffer, men bliver ikke arresteret.

19. juni: Port voldtager og forgifter 23-årige Anthony Walgate med stoffer. Port smider liget udenfor sin lejlighed og ringer til politiet. Han påstår han har fundet en bevidstløs mand.

26. juni: Port er mistænkt for at lyve overfor politiet og bliver tiltalt for obstruktion, men ikke for mordet på Walgate.

28. august: 22-årige Gabriel Kovari forgiftes med stoffer og bliver voldtaget af Port. Han smider liget på en kirkegård.

20. september: 21-årige Daniel Whitworth får en overdosis af stoffer og bliver voldtaget af Port. Port smider liget på samme kirkegård. Whitworth har Kovaris trøje på og er i et lagen, som har Ports DNA.

1. oktober: Politidirektør Tony Kirk fortæller de lokale nyheder, at de tre dødsfald indenfor to kilometer af hinanden ikke bliver set som mistænkelige.

23. marts 2015: Port bliver sendt i fængsel for obstruktion af første mordsag. Han bliver løsladt i juni, men får en elektronisk fodlænke.

13. september: Port forgifter og voldtager 25-årige Jack Taylor. Liget bliver fundet ved siden af den samme kirkegård.

15. oktober: Port bliver arresteret med mistanke for de fire mord. Senere bliver han tiltalt for angreb mod otte andre mænd.

25. november 2016: Port bliver idømt livstid for de fire mord samt seksuelle overgreb på syv andre mænd.

Politiet indrømmer, at på tidspunktet for mordene vidste det meget lidt omkring chemsex. Ud over tiltalen for mordene er Port også tiltalt for seksuelle overfald på otte andre mænd, som han bedøvede i sin lejlighed med stoffer. Politiet beder andre ofre om at træde frem.

Powered by Labrador CMS