Serie-tasketyven på to hjul går målrettet efter kvinder
I Aarhus huserer der en tasketyv hvis fremgangsmåde og valg af ofre har givet vedkommende nogle helt særlige kendetegn.
2. september fortalte Newsbreak.dk, at man i Østjyllands Politi siden 26. juni har modtaget mindst 13 anmeldelser fra ofre, der har fået stjålet deres taske, eller som har været tæt på at få stjålet deres taske, mens de cyklede rundt i Aarhus.
I dag kan Newsbreak.dk fortælle, at samtlige af anmeldelserne kommer fra kvinder, og man fra politiets side leder efter én mand, der har slået til igen og igen, uden at blive fanget af politiet.
– Det kan selvfølgelig ikke udelukkes, at der er flere gerningsmænd, men vi arbejder med tesen om, at der er tale om én, skriver pressekoordinator ved Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til Newsbreak.dk i en mail.
Den gerningsmand, der er eftersøgt af politiet, har slået til rundt omkring i Aarhus. Men hvor han geografisk spænder bredt, er han mindre kreativ, når det kommer til fremgangsmåden. De ofre, der har henvendt sig til politiet, har alle fortalt den samme historie.
De kommer cyklende med en taske placeret på enten kroppen eller cyklen. Bagfra kommer en mand kørende på cykel. Når han er i nærheden af sit offer, flår han tasken til sig og kører sin vej.
Svært at efterforske
Selvom politiet har modtaget i hvert fald 15 henvendelser fra kvinder, der har haft ovenstående oplevelse, er posen med brugbare spor ikke ligefrem overfyldt, fortæller Marianne Morgen.
– Sager som disse er svære, og oftest har vi kun den forurettedes forklaring. Det er derfor vores udgangspunkt for opklaringen, skriver Marianne Morgen til Newsbreak.dk.
Forskellige ofre har også ofte forskellige opfattelser af den samme gerningsmand. Men grundlæggende leder man i politiet efter en mand, der har følgende signalement:
- Der er tale om en mand.
- Han er 180-190 centimeter høj.
- Han er iført mørkt tøj.
- Han kører på en cykel, enten en citybike eller en mountainbike (og i ét tilfælde er ordet racercykel nævnt).
Som allerede nævnt er der stor spredning i den geografiske radius, manden opererer indenfor.
Fra politiets side fortæller man, at der er løbet anmeldelser ind fra både Brabrand, Aarhus Nord og andre steder endnu, men særligt Brabrandstien har været hårdt ramt af tasketyven.
Her har han slået til fire gange, mellem 26. juni og 7. august. I alle tilfælde har en kvinde over for politiet fortalt, hvordan en mand kom kørende op på siden af hende for at stjæle hendes taske.
Fra politiets side bliver det oplyst, at de fleste af episoderne har fundet sted om aftenen og om natten.
– 13 af sagerne er sket mellem kl. 23.43 og kl. 03, én er sket kl. 15.40 og én kl. 05.12, skriver Marianne Morgen i en mail til Newsbreak.dk.
Væltede på cyklen
Manden har ikke altid været lige heldig med sit forehavende. I et tilfælde forsøgte han at stjæle en taske fra en kvinde, der cyklede på Stockholmsgade.
Han fik dog kun fat i hendes mobiltelefon, og med den byttede han sig til kvindens taske, som han kørte sin vej med. Han gav kvinden telefonen, fik tasken og forsvandt.
I et andet tilfælde blev en kvinde væltet af sin cykel på Jernaldervej i Aarhus. Hendes taske var spændt fast til cyklen, og da manden førsøgte at flå den til sig, væltede de begge to. Kvinden her spurgte manden, om han var ved at stjæle fra hende, hvilket han nægtede. Han kørte derfra, uden taske.
Hvad gør politiet?
Da Newsbreak.dk beskrev sagen første gang, havde Marianne Morgen gjort det klart, at man fra politiets side ville arbejde på at finde ud af præcist, hvor mange gerningsmænd, der var tale om.
– Ud fra signalementerne er vi ude og kigge på, om vi har kendskab til nogen, der har lavet noget lignende førhen, sagde Marianne Morgen da til Newsbreak.dk
Nu, det er fastslået, at der i øjeblikket eftersøges én gerningsmand, er spørgsmålet så, hvad der ellers skal ske.
– Jeg vil ikke komme nærmere ind på, hvad vi konkret gør i disse sager. Det vil vi gerne holde for os selv, skriver Marianne Morgen i en mail til Newsbreak.dk.