Serena Williams overlever matchbolde og vinder drama

Foto: GERARD JULIEN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Serena Williams overlevede tre matchbolde, inden hun slog Victoria Azarenka i et tresætsdrama i Madrid.

Foran 6-5 i afgørende sæt og tre matchbolde i egen serv ved stillingen 40-0.

Sådan var scenariet for hviderusseren Victoria Azarenka mod verdensetteren fra USA, Serena Williams, i onsdagens 1/8-finale i Madrid Open.

Men det var ikke nok til at vinde for Azarenka. Hun missede alle tre matchbolde – blandt andet ved at lave to dobbeltfejl – og i stedet brød Serena Williams til 6-6 og fremtvang tiebreak-afgørelse i tredje sæt.

Her var der ingen tvivl om udfaldet. Azarenka mistede al tro efter det fatale parti og tabte sættets tiebreak 1-7.

Dermed kom Williams’ sejr til at lyde 7-6, 3-6, 7-6.

Hun havde selv en matchbold ved 5-4 i tredje sæt, som hun ikke udnyttede, men sejren fik hun alligevel til sidst.

Nu fører Williams den indbyrdes statistik 15-3 over Azarenka, der tidligere har tilhørt verdenstoppen, men nu er i gang med at kæmpe sig tilbage efter et langt skadesfravær, hvorfor hun aktuelt blot rangerer som nummer 31 i verden.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS