Serena Williams mærket af presset
Alle tennisinteresserede øjne er under Grand Slam-turneringen US Open i New York rettet mod Serena Williams.
Det er der en speciel årsag til. Efter finalesejre ved Australian Open, French Open og Wimbledon vil hun med endnu en triumf blive den blot fjerde damesinglespiller, der i samme kalenderår vinder alle fire Grand Slam-turneringer. En bedrift kun Maureen Conolly Brinker (1953), Margaret Court (1970) og Steffi Graf (1988) har præsteret.
Men den 33-årige amerikaner lagde efter sin sejr på 7-6, 6-3 i anden runde over kvalifikationsspilleren Kiki Bertens fra Holland ikke skjul på, at hun er mærket af forventningspresset.
»Jeg forsøgte at holde fokus. Men under denne turnering har jeg indtil videre følt større nervøsitet end normalt,« sagde Serena Williams ifølge nyhedsbureauet AP og tilføjede:
»Det spil, jeg præsterede, var ikke kønt, og selvfølgelig er jeg ikke tilfreds med, at jeg lavede 34 uprovokerede fejl. Men optakten til denne turnering har været anderledes for mig. Hele tiden konfronteres jeg med spørgsmål om, hvordan jeg har det med at kunne skrive tennishistorie. Det har distraheret mig.«
I aften skal Serena Williams i kamp igen, når hun i tredje runde møder verdensranglistens nummer 101, Bethanie Mattek-Sands, som hun i to tidligere indbyrdes opgør endnu ikke har tabt sæt imod.
»Bethanie er en stor fighter. Jeg ved, at hun vil give sig 300 procent. Så jeg er forberedt på, at det ikke bliver nogen let opgave,« sagde Serena Williams ifølge WTAs hjemmeside.
Vinder Serena Williams, sikrer hun sin sejr nummer 51 i 2015, hvor hun kun har tabt to kampe mod Petra Kvitova (i Madrid) og Belinda Bencic (i Toronto).
»Sæsonen i år har været fantastisk for mig. Det skyldes ikke mindst mit samarbejde med Patrick Mouratoglou (fransk træner, red.). Hans input har givet mig ny inspiration. Han har hjulpet mig med at blive mere stabil og sætte nye mål. Hver kamp er nu for mig en lille finale. Han forbereder mig minutiøst. Hver eneste detalje om modstanderen og underlaget er alt sammen på plads, inden jeg går på banen,« sagde Serena Williams.
Men selvom hun med en US Open-triumf kan vinde karrierens 22. Grand Slam-titel, føler hun ikke, at hun er historiens bedste damesinglespiller.
»Det vil jeg ikke sidde her og sige, at jeg er. Der er forskellige mestre i forskellige perioder. Og tingene forandrer sig, både hvad angår kraft, teknik og teknologi,« sagde Serena Williams.
26. november kan hun opleves på dansk grund i en kamp i Jyske Bank Boxen i Herning mod Caroline Wozniacki.
Det glæder hun sig til:
»At jeg skal spille mod min bedste veninde, gør det bare endnu mere spændende. Det bliver uden tvivl svært at slå hende på hjemmebane, men jeg vil gøre mit bedste, for at det skal lykkes.«
Tennisrekorder i damesingle
Grand Slam-rekord
Kun tre spillere har tidligere vundet alle fire Grand Slam-turneringer – Australian Open, French Open, Wimbledon og US Open – i samme år:
Maureen Connolly Brinker, USA i 1953
Margaret Court, Australien i 1970
Steffi Graf, Tyskland i 1988
Flest Grand Slam-titler
1. Margaret Court, Australien – 24
2. Steffi Graf, Tyskland – 22
3. Serena Williams, USA – 21
Flest vundne Grand Slam-kampe
1. Martina Navratilova, USA – 306
2. Chris Evert, USA – 299
3. Serena Williams, USA – 282
Flest uger som nummer et på verdensranglisten
1. Steffi Graf, Tyskland – 377
2. Martina Navratilova, USA – 332
3. Chris Evert, USA – 260
4. Serena Williams, USA – 256
EKSPERTERNES DOM: Serena er bedst
»Serena Williams er den bedste damesinglespiller nogensinde. Hendes resultater er fremragende, og så besidder hun en nærmest brutal fysik. Rent teknisk var spillere som Martina Navratilova, Steffi Graf og Billie Jean King dog bedre.«
Michael Mortensen, tidligere dansk landsholdsspiller og nuværende tenniskommentator på Eurosport
»Serena Williams’ resultater taler for sig selv. Der har ikke været nogen bedre damesinglespiller end hende. Vi har mødt hinanden adskillige gange. En enkelt gang har jeg vundet. Men selvom vi er veninder, giver hun ikke ved dørene. Hun er en vinder og hader at tabe.«
Caroline Wozniacki, dansk topspiller og pt. nr. fem på verdensranglisten
»Statistisk er Serena Williams stadig bag Steffi Graf. Men ikke desto mindre er amerikaneren den bedste kvindelige tennisspiller nogensinde. Hun vandt sin første Grand Slam-titel i 1999 og dominerer stadig. Serenas resultater er enestående. Når hun har spillet sig frem til Grand Slam-finaler, har hun kun tabt til Maria Sharapova og sin ældre søster Venus Williams.«
Mark Hodgkinson, engelsk tennisjournalist og forfatter til bogen ’Game, Set and Match