Serena Williams: -Jeg ønskede at tabe finale i 2001

Foto: MATTHEW STOCKMAN/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Efter 14 års boykot spiller verdens bedste tennisspiller fredag nat dansk tid igen kamp i Indian Wells.

Serena Williams glemmer aldrig tennisfinalen ved WTA-turneringen i Indian Wells i 2001.

Hun vandt over belgiske Kim Clijsters, men kalder finaledagen for “en af de mest sorte dage i karrieren”.

– Jeg husker, jeg sad og bad. Jeg tror, jeg var ved at tabe første sæt, og jeg sagde til mig selv, at denne kamp vil jeg ikke vinde. Jeg ville bare have det overstået, ikke vinde kampen, være færdig og forlade banen, siger verdens bedste tennisspiller.

Blev buhet ud af publikum

Den dengang 19-årige Serena Williams blev buhet ud af publikum på hjemmebane.

Serena Williams og storesøster Venus Williams var anklaget for aftalt spil, da søstrenes indbyrdes semifinale blev aflyst få minutter før kampstart.

Begrundelsen var, at Venus Williams var skadet. Da meddelelsen om skaden blev læst op, havde de fleste mennesker sat sig til rette på tribunen for at se semifinalen mellem de to verdensstjerner.

Venus Williams og farmand Richard Williams, som på det tidspunkt trænede sine døtre, var til stede ved selve finalen. Her måtte de også finde sig i at blive buhet ud.

Racistiske undertoner

Ifølge Williams-klanen var der racistiske undertoner fra publikums side, og siden 2001-triumfen har Serena Williams holdt sig væk fra Indian Wells-begivenheden, der ellers er en stor turnering, som rangerer lige under de fire grand slam-turneringer.

– Jeg ser frem til at komme ud på banen igen og lade hele verden vide, at det er lige meget, hvilken modgang du møder i livet.

– Hvis den nogle gange ikke er korrekt, hvis den sårer dig, din familie, så kommer du bare ud og er stærk, siger Serena Williams.

Serena har vundet to gange i Indian Wells

Trods sit boykot på 14 år har Serena Williams vundet turneringen to gange. Foruden i 2001 sejrede hun også i 1999.

Serena Williams sad over i første runde i årets turnering, men skal i aktion fredag nat dansk tid mod rumænske Monica Niculescu i en kamp, der utvivlsomt vil være meget fokus på efter amerikanerens mangeårige boykot.

Danske Caroline Wozniacki er fjerdeseedet og sad også over i første runde. Wozniacki skal formentlig spille lørdag.

Modstanderen er den tunesiske kvalifikationsspiller Ons Jabeur. Hun rangerer som nummer 130 på verdensranglisten.

/ritzau/AFP

Powered by Labrador CMS