Serena Williams er klar til søstermøde i US Open
Efter en blandet US Open er Serena Williams nu klar til et familiemøde på tennisbanen i New York.
Den amerikanske tennisstjerne Serena Williams er klar til kvartfinalen i grand slam-turneringen US Open, hvor søsteren Venus Williams venter.
Efter at have haft problemer i sine seneste to kampe var Serena Williams søndag tilbage på sit vante niveau, hvor modstanderne dårligt levnes en chance.
I to sæt slog Williams sin landsmand Madison Keys med 6-3, 6-3.
Undervejs gav Williams ikke en eneste break-bold væk, mens hun selv udnyttede tre af de otte, som hun spillede sig frem til.
Verdensstjernen havde også godt gang i førsteserveren, og dermed er der begrundet håb for, at hun kan fuldføre det perfekte tennisår i grand slam-regi, en ægte “grand slam”, hvilket betyder, at hun skal vinde alle fire grand slam-turneringer i samme kalenderår.
Da Serena Williams har vundet årets tre første, har der været stort fokus på, om hun kan fuldende bedriften, som ingen spillere har præsteret siden Steffi Graf i 1988.
Mange har budt på, at det er det store pres, som har været årsag til, at Serena Williams ikke har været lige så overbevisende i flere af sine kampe ved turneringen, men den snak kan nu forstumme.
Nu bliver det op til storesøster Venus Williams at stoppe Serena. I Venus’ 1/8-finale vandt hun sikkert over esteren Anett Kontaveit med 6-2, 6-1.
I herrerækken spillede den forsvarende mester, kroaten Marin Cilic, sig videre efter sejr i fire sæt over franske Jeremy Chardy. Cilic vandt 6-3, 2-6, 7-6, 6-1.
/ritzau/