Sent op? 49 bilister snuppet i morgentrafikken
Politiet sætter i denne uge målrettet ind mod fartsynderne.
Politiet i Danmark sætter i denne uge målrettet ind mod farten.
I den forbindelse havde Syd- og Sønderjyllands Politi tidligt onsdag opstillet sit udstyr på Ribevej ved Vojens i Haderslev Kommune.
Og det gav pote, viser et tweet fra politiet.
En del var angiveligt kommet lidt for sent hjemmefra og gav den en smule ekstra gas.
Faktisk formåede politikredsen at få hele 49 fartsyndere i kassen. Af dem får tre et klip.
Højdespringeren på Ribevej, hvor fartgrænsen er 70 kilometer i timen, nåede op på 116 af slagsen.
Øget risiko
For høj fart øger risikoen for en ulykke markant og skaber utryghed hos andre trafikanter, og selv en lille overskridelse kan få fatale følger.
Faktisk er der i 62 procent af de dødsulykker, hvor farten spiller en rolle, nemlig en mindre hastighedsoverskridelse, der er en medvirkende årsag.
Derfor vil det være både de store og de mindre hastighedsoverskridelser, som politiet vil notere i denne uge.
– Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne. Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, der færdes i trafikken, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter og fortsætter:
– Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden.
På Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside kan du høre retsmediciner Peter Juel Thiis Knudsen fortælle, hvad der sker med kroppen, når man er involveret i en ulykke.
Det er ikke just behageligt at høre på.
For høj fart øger risikoen for alvorlige ulykker. Der er i denne uge fokus på hastighed. Kør fornuftigt derude 👍#politidk pic.twitter.com/ppB1fDxg2k
— Bornholms Politi (@BornholmsPoliti) September 21, 2020