Sensation: Havørne bygger rede ved stor dansk by

Havørne vil kunne ses fra Aarhus midtby, fortæller projektleder.

Nu har havørnene også slået sig ned ved Aarhus. Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Snart er der gode muligheder for at kombinere strøg-tur med ørne-kiggeri.

Et havørne-par har nemlig bygget rede ved Egå Engsø i udkanten af Aarhus.

– Det er en sensation. Havørne har man altid betragtet som fugle, der gerne ville yngle så langt væk fra mennesker som muligt, og så viser det sig, at de slår sig ned tæt på en by med masser af  mennesker, siger Kim Skelmose, der er ornitolog og projektleder for Projekt Ørn. Det er et projekt i Dansk Ornitologisk Forening.

Han forklarer, at man vil kunne opleve de enorme ørne fra midt inde i byen.

– Det er bare et spørgsmål om at kigge op, siger han til newsbreak.dk

Masser af føde

Kim Skelmose forklarer, at ørnene har holdt til omkring søen i halvandet års tid. Og de har valgt at yngle her, fordi de finder området attraktivt. Her er nemlig masser af føde.

– Men det er altså en sensation, at Nordeuropas største rovfugle yngler så tæt på Aarhus og en motorvej ved en kunstigt anlagt sø, siger han.

Ifølge projektchefen har ørnene vænnet sig til de mange mennesker på stien omkring søen. Rovfugle er nemlig ofte tillidsfulde, hvis de føler sig sikre på, at faren ikke lurer.

Kim Skelmose har i øvrigt set, hvordan ørnene flvver højt op, når de skal passere motorvejen.

– Det ville være en katastrofe, hvis de bliver klasket mod en lastbil, men jeg tror, at de har styr på at krydse motorvejen, siger Kim Skelmose.

Powered by Labrador CMS