Selvmordsbombe: 33 personer dræbt i Yemen
Et bombeangreb mod et kulturcenter i den yemenitiske by Ibb har kostet et større antal mennesker livet.
Mindst 33 personer er dræbt i et selvmordsangreb ved et kulturcenter i Yemen, oplyser lægekilder. Adskillige andre er såret ifølge nyhedsbureauet dpa.
En selvmordsbomber detonerede sin sprængladning onsdag formiddag inde i et kulturcenter i byen Ibb, der ligger cirka 150 kilometer syd for landets hovedstad Sanaa.
Målet for angrebet var shiitiske oprørere, skriver nyhedsbureauet AP. Shiitterne var i gang med forberedelser til profeten Muhammeds fødselsdag.
– Centret har plads til 400 mennesker. Ambulancer kører i pendulfart for at bringe ofrene væk, siger en lokal kilde til det tyske nyhedsbureau.
Ingen har foreløbig taget skylden for angrebet, men den yemenitiske gren af al-Qaeda har tidligere angrebet de shiitiske houthi-oprørere.
Houthierne, som har taget navn efter gruppens tidligere og nu afdøde leder, det tidligere parlamentsmedlem Hussein Badreddin al-Houthi, har vundet kontrol over dele af Yemen de seneste måneder. Blandt andet i hovedstaden.
Gruppens landvindinger har medført angreb mod dens medlemmer fra blandt andre al-Qaeda-militante.
/ritzau/Reuters