Selvmål, brændt straffespark og fem mål i Superliga-drama
Hobro var tæt på at smide det hele til sidst.
OB’s elendige sæsonstart blev gjort værre lørdag, da fynboerne tabte 2-3 til Hobro på udebane i en kamp, hvor værterne var foran 3-0 ved pausen, og hvor gæsterne var lige ved at hente i hvert fald ét point.
Emmanuel Sabbi bragte Hobro på 1-0 og 2-0 med få minutters mellemrum, da han scorede to gange før pausen. OB’s Alexander Ludwig lavede desuden selvmål, så OB kunne gå til pause, bagud 0-3, vidende om, at holdet før kampen havde hentet ét point i de første fire kampe.
I anden halveg kunne Rasmus Festersenhavde reduceret. Men han brændte på straffespark efter 49 minutter, og vi skulle herefter frem til det 75 minut, før Nicklas Helenius gjorde det til 1-3. Førnævnte Festersen gjorde lidt af skaden god igen med 2-3 målet, da der var spillet 90 minutter.
Det var dog ikke nok til at hente det ene point, og Hobro endte med at hente klubbens første sejr i årets Superliga. OB har nu ét point efter fem kampe, mens Hobro altså kom op på fire point.
Ritzau-referat af kampen:
Hobro hentede lørdag eftermiddag sæsonens første sejr, da holdet vandt med 3-2 på hjemmebane i bundopgøret mod gæsterne fra OB.
Sejren blev grundlagt på ti gyldne minutter i midten af første halvleg, hvor nordjyderne bragte sig på 3-0. To af målene blev scoret af den amerikanske angriber Emmanuel Sabbi.
Med sejren rykkede Hobro op på en 12.-plads med fire point, mens OB er på sidstepladsen i Superligaen med et enkelt point.
Rodet start på våd kamp
Gæsterne fra OB startede ellers opgøret bedst og fik hurtigt sat sig på begivenhederne i en rodet indledning, der blev præget af kraftig regn over stadion.
Hobro havde især problemer med fynboernes omstillinger, men gæsterne manglede kvalitet i afslutningerne, og det åbnede op for hjemmeholdet.
Efter 25 minutter fik Hobros norske midterforsvarer Yaw Amankwah sendt et indlæg mod bageste stolpe. Her fik angriberen Emmanuel Sabbi styret bolden i mål til 1-0.
Bare minutter efter var Sabbi igen farlig. Han modtog bolden på egen banehalvdel og tog en flot solotur forbi tre modspillere, inden han sikkert fik sat bolden i nettet til 2-0.
De to hurtige mål rystede gæsterne, der havde meget svært ved at få spillet til at glide. Omvendt var Hobro-spillerne godt tilfredse med at spille på omstillinger.
Efter 35 minutter blev det 3-0, da gæsternes Alexander Ludwig uheldigt fik scoret selvmål. Stillingen holdt til pausen.
Voldsomt pres på værternes mål
Efter pausen kom gæsterne ud med et voldsomt tryk på Hobros mål. Efter 49 minutter fik OB tilkendt et straffespark, men Rasmus Festersen brændte symptomatisk den store mulighed.
Det voldsomme pres førte til flere farlige forsøg fra gæsternes side, men kvaliteten i afslutningerne manglede fortsat.
Med et kvarter igen fik gæsterne tændt et håb, da Nicklas Helenius bragede et frispark direkte i nettet til 3-1.
I overtiden fik OB yderligere reduceret til 2-3 ved Rasmus Festersen, men tættere kom gæsterne ikke på de tre point.
I næste runde tager OB imod FC Midtjylland, mens Hobro møder Randers på udebane.