Seks Telenor-topchefer indblandet i lyssky udbetalinger
Seks direktører i den norske telegigant Telenor involveres nu direkte i korruptionsafsløringen i Usbekistan, hvor præsidentens datter gennem et skuffeselskab i Gibraltar har fået udbetale 600 millioner norske kroner for en mobiltilladelse i landet.
De seks Telenor-direktører har nemlig ifølge dagbladet Klassekampen godkendt udbetalingerne af pengene, som kommer fra det russiske mobilselskab Vimpelcom, som Telenor ejer en tredjedel af, og hvor de har siddet med i bestyrelsen.
Det er efterforskere fra Holland, som i en verserende sag i Stockholm om Telenors konkurrent Telias ageren på samme vis har fundet beløbene, som de mener er udbetaling til bestikkelse, som skulle sikre Vimpelcom adgang til telemarkedet i Usbekistan. Store dele af Telias ledelse og bestyrelse har måttet gå af oven på afsløringerne, hvor Telia har betalt omkring 2,2 milliarder kroner.
Ifølge Klassekampen fremgår det af en aktionæraftale mellem russiske Alfa og Telenor, som er hovedaktørerne i Vimpelcom, at otte af ni bestyrelsesmedlemmer skal godkende alle Vimpelcoms opkøb. Tre af Telenor-direktørerne skal have stemt for betalingen gennem Gibraltar-selskabet Takilant i 20007, mens tre andre direktører – heriblandt Telenors koncernchef Jon Fredrik Baksaas og europadirektør Kjell Morten Johnsen – ifølge avisen skal have deltaget, da en rapport om partnerskabet med Takilant blev behandlet i bestyrelsen i 2012.
»Vi har taget spørgsmålene op mundtligt og skriftligt i Vimpelcoms bestyrelse, på generalforsamlinger og ved investormøder. Vi har fået forsikringer om, at alle transaktioner med Takilant er sket i henhold til amerikansk antikorruptionslovgivning,« skriver Jon Fredrik Baksaas i en kommentar til Klassekampen.
Vimpelcom skal have udbetalt, hvad der svarer til 55 millioner dollars til konti, der kontrolleres af den usbekiske præsidents datter, Gulnara Karimova. Hun er ikke alene ansvarlig for landets televerden men markerer sig også som modedesigner. Takilant i Gibraltar modtog pengene i 2007 og 2011 fra Vimpelcoms selskab Watertrail Industries, som er indregistreret på De Britiske Jomfruøer, fremgår det af retsdokumenter fra Stockholms Tingsrätt, som anklager Berndt Berger fra den svenske rigsenhed mod korruption har fremlagt. Efterforskerne mener, at Vimpelcom har tjent 1,7 milliarder norske kroner via bestikkelse.
»Jeg sidder her med aftaler, der viser, at Vimpelcom og Telia havde præcis samme modus operandi, da de fik adgang til mobilmarkedet i Usbekistan i 2007,« siger Berndt Berger til dagbladet Dagens Næringsliv.
Telenor, der hører til blandt de ti største mobilselskaber i verden, ejer 33 procent af aktierne i Vimpelcom og sidder på 43 procent af stemmerne i selskabet.