Seks spilledages karantæne til Sønderjyskes NHL-spiller
Seks spilledages karantæne, og Sønderjyskes canadiske forward, den tidligere NHL-spiller Warren Peters, har spillet sin sidste kamp i DM-finalen mod Esbjerg Energy.
Danmarks Ishockey Unions Disciplinærudvalg fældede dommen mandag.
Warren Peters blev idømt matchstraf i tredje periode i den første finalekamp i SE Arena for et “blindside-hit” på Esbjergs Lasse Bang, som fik en flænge over det ene øje og en mindre hjernerystelse.
Uden til hensigt at spille pucken kørte Warren Peters direkte ind i sin modstander og ramte ham i hovedet med høj fart.
Lasse Bang havde ikke set ham og var ude af stand til at forsvare sig, da canadieren kom fra den blinde vinkel.
Dommen svarer til den, Jason Walters, Sønderjyske, blev idømt i oktober sidste år for en tilsvarende tackling i SE Arena af Rødovre Mighty Bulls’ Sebastian Bergholt.
Sønderjyske ankede dengang, men DIUs Amatør- og Ordensudvalg stadfæstede kendelsen.
De fem personer i Disciplinærudvalget, Henrik Klinkvort, formand, Jesper Damgaard, Claus Fonnesbech Christensen, Kristian Lodberg og Ken Jensen, var enige i dommen over Warren Peters.