Seks børn dør i brand: Ét barn kæmper fortsat for sit liv
Lig på lig blev båret ud af brændende bygning af grædende brandmænd.
Natten til mandag blev det meste af en familie udryddet i en husbrand i det, der nu bliver kaldt for den mest dødelige brand i byen Memphis, USA, siden 1920’erne. Det skriver The Tennessean.
Tre voksne og seks børn blev ofre for den fatale ulykke. Endnu et barn ligger i respirator på hospitalet. Her slås han for sit liv.
Det lokale brandvæsen blev kaldt ud til huset 01.23, natten til mandag. Der var blevet ringet og anmeldt en brand til alarmcentralen. Teorien er i dag, at branden udbrød på grund af en kortslutning. Da brandvæsenet ankom, stod der røg ud fra det lille etplanshus.
Sikkerhedsdør og tremmer for vinduerne
Brandmændene var nødt til at bryde hoveddøren op. Det var en sikkerhedsdør, der sammen med tremmerne for vinduerne kunne have givet beboerne tryghed overfor uvedkommende gæster. Da brandvæsenet endelig kom ind i huset, var der ikke meget at gøre. De fandt 10 mennesker indenfor. De tre voksne og fire af børnene blev erklæret døde på stedet. Tre andre børn blev bragt til skadestuen. Her døde to, mens den sidste blev lagt i respirator.
En nabo til tragedien, Shondra Hampton, har til The Tennessean fortalt, hvordan hun så de mange døde blive hentet ud af huset.
– Jeg har aldrig før set en brandmand græde. Men de græd som små børn, mens de bar børnene ud, fortæller Shondra Hampton.
Røgforgiftning
Ofrene døde alle umiddelbart af røgforgiftning, men der blev også fundet brandsår på nogle af ligene. Der er tale om den værste tragedie, grundet brand, siden 1920’erne, har en talsmand fra brandvæsenet fortalt til pressen. Huset havde en røgalarm, der fungerede, og det er uvist, hvorfor den ikke gjorde sit til, at folk kom ud af huset i tide.
Det er heller ikke sikkert, hvorvidt tremmerne for vinduerne har gjort det svært at komme ud af huset. Brandmændene i byen bliver trænet til at fjerne sådanne tremmer, men de skaber en ekstra forhindring for folk, der skal forlade et lokale i en fart.
Pårørende til familien besøgte efterfølgende brandtomten. Der var ikke meget tilbage, udover en rød legetøjsbrandbil, der stod alene på verandaen sammen med dele af en cykel.